Køkkengigant udstikker ny kurs
Nobia, der blandt andet ejer HTH og Invita, ændrer på organisationen og går fra 12 til 9 selskaber.
- Vi ruster os til fortsat vækst og sigter samtidig mod at opnå stordriftsfordele gennem salg, indkøb, produktion og administration. Vi får desuden en kortere beslutningsvej i koncernen, forklarer koncernchef Preben Bager om den nye strategi.
Nobia oplyser, at sammenlægningsplanerne indbefatter en fusion mellem Nobia Sverige og Nobia Norge, mens Magnet og Gower i Storbritannien bliver til Nobia UK. Endelig lægges tyske Pronorm og østrigske EWE/FM sammen til ét selskab.
Efter sammenlægningen omfatter Nobia-koncernen Nobia UK i Storbritannien, HTH, Novart, Invita og Nobia SE/NO i Norden, og endelig Hygena, Optifit, Pronorm/EWE/FM samt Poggenpohl i det kontinentale Europa.
Kilde: Nobia