Formand: ID-kort forebygger ikke snyd
Det københavnske initiativ med ID-kort i malerbranchen møder kritik hos Dansk Byggeri.
- Det udspil, som Københavns Malerlaug og Malernes Fagforening i Storkøbenhavn er kommet med, er helt unødvendigt, udtaler Jørn Johansen, formand for Dansk Byggeris malersektion, i en kommentar til Dansk Byggeris hjemmeside.
Han slår fast, at en malervirksomhed, som er medlem af en arbejdsgiverorganisation under DA, er forpligtet til at overholde de overenskomster, som deres organisation har indgået med de respektive forbund.
Det vil sige, at virksomheder, der enten er medlem af Dansk Byggeris Malersektion eller Danske Malermestre, er forpligtiget til at overholde de overenskomster, som de to arbejdsgiverorganisationer har indgået med Malerforbundet i Danmark. Begge overenskomster er i øvrigt på de væsentligste områder fuldstændige identiske.
- Udstedelse af id-kort forebygger ikke snyd, men hænger de malersvende ud, der måske ikke syntes, at de vil være medlem af Malerforbundet. Det er den forkerte vej at gå, og det ville klæde malernes fagforening i stedet at gøre noget for de udenlandske malersvende, der arbejder i Danmark. Som det er nu, ser det ud som om, at de i stedet forsøger at skræmme dem væk, slutter han.
Kilde: Dansk Byggeri