Verdens mest udbredte plugs fylder 50 år
Fischers "S-dübel" - eller 'plug' om man vil - med den karakteristiske lysegrå farve fylder 50 i år. Den er verdens mest producerede og verdens mest kopierede plug.
Men i 1958 opfandt Fischers grundlægger, Artur Fischer, S-düblen i sit værksted. Han satte et stykke nylon i sin skruestik, skar det til og - vupti – stod han med grundridset til det produkt, der mere end noget andet har gjort Fischer til en verdenssucces med 3.800 ansatte og en årsomsætning på mere end 4 mia. kroner.
I dag anvendes der dagligt 14,5 million af Fischers forankringsprodukter – som udover plugs blandt andet omfatter skruer, stålankre og kemisk forankring, der flydende sprøjtes ind i emner og herefter hærder op. Fischers forankringsprodukter anvendes blandt andet i Øresundsbroen, den københavnske metro, Wembley stadion og Burj Dubai, der er verdens højeste bygning.
Danmark var med helt fra starten i 1958 med en dansk agent, der importerede S-düblen. I 1989 oprettede Fischer eget datterselskab i Danmark, som i dag har stort lager og kontorer på Sandvadsvej i Køge, hvorfra man administrerer hele Norden.
Artur Fischer, der i dag er 89 år, har alle dage været en idérig mand. Det var således også ham, der opfandt den firkantede engangsblitz, og senere fandt han på at samle dem i rækker af fire, så man ikke skulle skifte blitz så ofte.
I 1980 overtog sønnen Klaus Fischer ledelsen af virksomheden i en alder af 29. Han var blandt andet med til at udvide virksomheden til også at fremstille kopholdere og komponenter til fralægningsplads i biler og et patenteret CD-holdersystem til biler. Fischers produkter sidder i blandt andet Audi, BMW, Mercedes og Maybach.
- Innovation, ansvarsbevidsthed og seriøsitet er de bærende værdier i Fischer-koncernen. Vi udtager hvert år en lang, lang række patenter og kan derfor altid tilbyde de bedste løsninger, også til steder, hvor det ellers kan være svært at få ting til at sidde ordentligt fast, siger adm. direktør Knud Mejer Sørensen fra Fischer A/S.
Virksomheden Fischer blev grundlagt ti år inden S-düblens opfindelse i 1948 og ejes fortsat af Fischer-familien.
Kilde: Fischer