Danske arkitekter bag ombygning af stort center i Malmö
Schmidt hammer lassen achitects vinder nyt projekt, der skal vende Caroli-centret i Malmö ’på vrangen’.
Efter en gennemgribende ombygning bliver Caroli-centret på mange måder et anderledes og atypisk center - både arkitektonisk og i organiseringen af det nye Carolis mange aktiviteter. Der lægges således op til en omfattende redefinering, hvor ambitionen er at omdanne stedet til et moderne, åbent og levende mødested i byen:
- Med vores forslag ønsker vi at skabe et åbent og vedkommende Caroli, der integreres i Malmø stad. Et sted som taler byens sprog med stræder, gader, torve og pladser. Vi ønsker at skabe et mødested - en åben og levende destination i byen, forklarer Kristian Ahlmark, som er associeret partner i schmidt hammer lassen architects.
Shopping centret skal i fremtiden sætte nye standarder, og det bliver meget mere end bare en samling butikker under samme tag, lover arkitekterne.
Bearbejdningen af projektet tager udgangspunkt i at genskabe de kvaliteter som det oprindelige Carolus-kvarter havde inden centrets opførelse. Små pladser, stræder, passager og overraskende byrum spiller således en central rolle i bestræbelserne på at bibringe en fornemmelse af at bevæge sig i gennem et intimt byrum.
Arkitektonisk vil det nye Caroli blive præget af lyse indbydende rum, enkle funktionelle løsninger og en udpræget brug af dagslys, som skal være med til at skabe et lyst og behageligt indeklima og et reduceret energiforbrug.
Ombygningen af Caroli forventes påbegyndt i 2009.
Kilde: Schmidt hammer lassen achitects