MT Højgaard øger sin overskudsgrad
Trods faldende omsætning har landets største entreprenørvirksomhed forbedret sit halvårsregnskab med 73 mio. i forhold til samme periode i 2007. Forventningerne til hele året forbliver uændrede.
Resultatet før skat blev på 176 mio. kr., hvilket er 73 mio. kr. bedre end den tilsvarende periode i 2007. Omsætningen var for årets første seks måneder på 5,4 mia. kr., og sammenlignet med første halvår 2007 er der således sket en pæn forbedring af resultatgraden for 1. halvår - fra 1,7 % i 2007 til 3,3 % i 2008.
- Vi kommer ud af 1. halvår 2008 med et tilfredsstillende resultat. Resultatet er højere end for samme periode sidste år, selvom vores omsætning er lavere. Vi har i MT Højgaard i løbet af de seneste 1½ år iværksat en række procedurer til at forbedre vores risikostyring og lønsomhed - og effekten afspejler sig positivt i resultatet, fortæller adm. koncerndirektør Kristian May.
MT Højgaard oplyser, at omsætningsnedgangen på det danske marked i et vist omfang opvejes af øgede aktiviteter i udlandet. Selskabet har blandt andet et pænt aktivitetsniveau inden for offshore vindmøllefundamenter samt bygge- og anlægsopgaver i det nordatlantiske område. Kristian May forventer, at omsætningen i udlandet kommer til at udgøre ca. 25 % af koncernens samlede omsætning i 2008 mod ca. 21 % i 2007.
MT Højgaard forventer en omsætning i niveauet 11 mia. kr. for 2008 og et resultat før skat i niveauet 300 mio. kr. Forventningerne er i overensstemmelse med tidligere udmeldinger.
Kilde: MT Højgaard