Dansk Byggeri: Finanspolitik uden tilstrækkelig fremtidssikring
- Regeringen vil reformere arbejdsmarkedet og sikre velfærden. Men finanslovsudspillet udstiller i høj grad en kvalitetsreform, som synes tabt på gulvet, og en sær utidighed med genindførelse af det særlige pensionsbidrag, siger Lars Storr-Hansen, Dansk Byggeri.
- Det største problem i dansk økonomi er manglen på kvalificeret arbejdskraft. Derfor er det godt, at regeringen vil gøre en fornyet indsats med at skaffe tilstrækkelig arbejdskraft ved blandt andet at forkorte dagpengeperioden, siger adm. direktør Lars Storr-Hansen, Dansk Byggeri, i en kommentar til regeringens forslag til finanslov for 2009.
Lars Storr-Hansen mener til gengæld, at genindførelse af det særlige pensionsbidrag er udtryk for utidig indblanding, fordi realindkomstudviklingen i forvejen bliver dæmpet af den højere inflation.
Det er især højere prisstigninger på fødevarer og energi.
Det offentlige må gå forrest
Lars Storr-Hansen gør opmærksom på, at finanspolitikken ikke er langtidsholdbar, hvis vi ikke samtidig er i stand til at fremtidssikre vores velfærd i form af tidssvarende og energieffektive bygninger og en velfungerende infrastruktur med moderne veje, jernbaner og kloakker.
- Det kan ikke være rigtigt, at vi sender vore yngste borgere til udlandet, fordi vi mangler børneinstitutioner her i landet, eller at skolebørnene får ondt i maven på grund af uhumske toiletforhold. Vi har brug for en samfundsøkonomisk strategi, som giver mulighed for, at vi kan foretage de nødvendige investeringer i Danmarks fremtid, påpeger adm. direktør Lars Storr-Hansen.
Dansk Byggeris adm. direktør Lars Storr-Hansen opfordrer regeringen til at lade staten gå forrest som et godt eksempel på en bygherre, der kan være et forbillede for andre med hensyn til energirigtigt byggeri og energirenoverede bygninger.
Trafikinitiativer
Regeringen vil nedsætte et ministerudvalg, som skal udarbejde et samlet regeringsudspil for transportsektoren. Man vil blandt andet se på muligheden for brugerfinansiering af nye veje, broer og tunneler og på muligheden for at etablere en infrastrukturfond. Udvalget vil også se på mulighederne for øget brug af OPP.
- Vi vil gerne rose alle initiativer, som fremmer investeringerne i udbygning og vedligeholdelse af den trafikale infrastruktur. Vi spilder tid svarende til 50.000 helårsarbejdspladser i kø på veje og på dårlige jernbaner. Det er naturligvis samfundsmæssigt uholdbart - ikke mindst i betragtning af vore bestræbelser på at skaffe arbejdskraft. Heldigvis ser det ud til, at regeringen nu for alvor tager fat om trafikområdet, slutter adm. direktør Lars Storr-Hansen, Dansk Byggeri.
Kilde: Dansk Byggeri - www.danskbyggeri.dk