Enorm vækst i grønt byggeri i Kina
Senest i 2020 forventes grønt nybyggeri i Kina at runde 1000 mia. kroner – om året.
Indsatsen i Kina omfatter ikke kun nybyggeri men også energibesparelser i eksisterende boliger. Eksperter forudser, at forbedringer af boliger kan reducere energiforbruget med op mod 40 %, og der vil således ske et boom i efterspørgslen på efterisolering, nye vinduer og airconditionanlæg samt solceller.
Kina bygger årligt 2 mia. m2 boliger og virksomheder. Det svarer til næsten halvdelen af verdens byggeri, men af en rapport om energieffektivitet og grønne bygninger fra Asia Business Council fremgår det, at det er forbavsende få bygninger, som laves »grønne«. Bl.a. derfor er Kina godt på vej til at blive verdens største energiforbruger og CO2-udleder, og Den asiatiske Udviklingsbank, ADB, har derfor også afsat 600 millioner kr. til et pilotprojekt om energibesparelser i byggeriet.
Netop nu høster Kina erfaringer grønt byggeri i forbindelse med opførelsen af landets første øko-by til 300.000 indbyggere i Tianjin øst for Beijing, Her er bl.a. danske COWI og Arkitema involveret.
Kilde: Dagbladet Børsen