Byggebeskæftigelsen falder, men ledigheden er lav
Det nye konjunkturbarometer fra Danmarks Statistik viser et forventet fald i byggeaktiviteten i juli, august og september i forhold til april, maj og juni i år.
- Selvom vi oplever fald i byggebeskæftigelsen, kan vi glæde os over, at ledigheden fortsat er på et lavt niveau takket være det meget fleksible arbejdsmarked, som vi har oplevet i de senere år, fortæller specialkonsulent, cand. polit. Finn Bo Frandsen fra Dansk Byggeri.
- Nogle af de medarbejdere, som er blevet afskediget, er gået på pension, andre er rejst hjem til Østeuropa eller Tyskland, mens de resterende - måske den største andel - har fået arbejde i de andre brancher, nok især i industrien, da der traditionelt er høj mobilitet mellem fremstillingsvirksomhederne på den ene side og bygge- og anlægsvirksomhederne på den anden side, fortæller Finn Bo Frandsen videre.
Ifølge konjunkturbarometret er manglen på arbejdskraft aftaget kraftigt. Pr. ultimo juni 2008 manglede bygge- og anlægsvirksomheder med 14 pct. (af branchens samlede beskæftigelse) arbejdskraft mod 33 pct. pr. ultimo juni 2007 og 46 pct. pr. ultimo juni 2006.
- Det indikerer, at lønpresset i bygge- og anlægsbranchen er aftagende, slutter Finn Bo Frandsen.
Kilde: Dansk Byggeri - www.danskbyggeri.dk