23948sdkhjf

CE-regler kan lukke danske snedkervirksomheder

Når ældre bygninger fremover skal have nye vinduer, kan konsekvensen af et nyt krav om CE-mærkning være, at der skal skiftes til moderne standardiserede vinduer.
Dansk Byggeri bliver i øjeblikket bestormet af snedker- og tømrervirksomheder, der forventer, at de må indstille deres produktion af vinduer fra den 1. februar 2009. Virksomhederne er uforstående overfor et nyt krav om CE-mærkning af vinduer, som vil betyde, at specialfremstillede vinduer til især ældre bygninger ikke længere kan godkendes efter de nye regler.

- De danske myndigheders fortolkning af nye europæiske krav til vinduer vil give problemer, og vi skal her huske på, at det reelt kan føre til, at væsentlige håndværksmæssige traditioner går tabt til skade for bygningsarven, siger direktør i Dansk Byggeri, Michael H. Nielsen.

En europæisk standard betyder, at alle virksomheder, der producerer et vindue, som sælges på markedet, enten skal have et godkendt fabrikskontrolsystem eller skal anvende uvildigt godkendte og laboratoriumtestede konstruktioner i de enkelte vinduer. Det vil især vanskeliggøre mulighederne for mange mindre snedker- og tømrervirksomheder for at løse specialopgaver i for eksempel fredede og bevaringsværdige bygninger, hvor seriefremstillede vinduer sjældent kan anvendes.

Omkostninger til kontrol og test løber ifølge Dansk Byggeri nemt op i 50.000 kr., ligesom der er betydelige administrative omkostninger forbundet med kvalitetssikring, test og dokumentation.

Dansk Byggeri har derfor fået mange henvendelser fra virksomheder, der ganske enkelt ikke kan forstå, at reglerne i den danske fortolkning også gøres gældende for specialfremstillede vinduer.

- Mange virksomhederne giver udtryk for, at de så må afstå fra dette marked, og for nogen virksomheder vil det angiveligt føre til, at virksomheden vælger at lukke.

Dansk Byggeri har deltaget i arbejdet for at indføre fælles europæiske standarder – blandt andet med det formål at sikre et vist kvalitetsniveau.
Det er således et meget højt prioriteret arbejde, som ifølge konsulent Søren Meyer, Dansk Byggeri, gavner udviklingen af et grænseoverskridende europæisk marked for byggevarer.

- Men det er uheldigt, at Danmark vælger at indføre kravene meget restriktivt, og det er meningsløst, at det absolut skal gælde for alle vinduer, der bringes på markedet. Det er problematisk, hvis Danmark spiller duks og strammer reglerne mere end andre lande, og vi er blevet bekendt med, at reglerne indføres mere lempeligt og fleksibelt i andre lande, fortæller Søren Meyer.

På den baggrund vil Dansk Byggeri bede Erhvervs- og Byggestyrelsen om igen at genoverveje, hvorledes de nye krav skal indføres i Danmark, herunder kortlægge, hvordan de indføres i de andre EU-lande.

- Det kan ikke være rigtigt, at vi i Danmark indfører reglerne på en sådan måde, at en del af specialisterne indenfor snedker- og tømrervirksomheder tvinges ud af markedet. Det er fint, at Danmark er frontløber, når det gælder indarbejdelse af krav fra EU, men det er dumt at være blåøjet, når det fører til, at vi få et meget mindre udbud af virksomheder, der kan løse de mange specialopgaver, der knytter sig til ældre bygninger og til fredede og bevaringsværdige bygninger, understreger direktør Michael H. Nielsen, Dansk Byggeri.

Kilde: Dansk Byggeri - www.danskbyggeri.dk

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078