Stillads-direktør: Det overgår vores vildeste fantasi
Sønderjysk startup-virksomhed blev nærmest lagt ned på verdens største messe.
3
Billeder
Nordic Platforms stand på Bauma-messen. Virksomhedsejer, Per Mose Jakobsen, ses længst til venstre. Foto: Nordic Platform
Branchen har traditionelt anvendt træ, stål og aluminium til stilladsdæk, men Per Mose Jakobsen gik med en idé om at erstatte specielt de tunge træ- og ståldæk med et lettere, brandsikret og skridsikkert kompositdæk.
Ud over de åbenlyse ergonomiske fordele for stilladsarbejderne, kunne iværksætterens virksomhed, Nordic Platform, også tilbyde et stilladsprodukt indfarvet med stilladsudlejernes egne logofarver. Tyveri fra byggepladser har igennem en årrække været et stadigt stigende problem og har udgjort en væsentlig omkostningsfaktor for entreprenører og håndværksmestre. Men med individualiserede stilladsdæk kunne dette problem pludselig reduceret betragteligt.
215 henvendelser fra 54 lande
Gennem hele processen har målet været, at Nordic Platform skulle præsentere et færdigudviklet og gennemtestet kompositdæk på den tyske fagmesse for maskiner og udstyr til byggebranchen – Bauma i München.
Og netop hjemvendt fra Bauma 2016 kan en glad Per Mose Jakobsen berette om en overvældende interesse fra nær og fjern for Nordic Platforms produkter.
- Vi havde ganske enkelt ikke i vores vildeste fantasi drømt om, at vi sådan ville blive lagt ned af interesserede besøgende fra hele verden. Vores drøm var at få budskabet omkring en ny generation af stilladsdæk ud over rampen og havde nok forventet, at vi skulle gentage det adskillige gange i løbet af de næste par år, siger Per Mose Jakobsen.
Stilladsdirektøren fra Nordic Platform bliver dog anderledes ydmyg, når han tilbage bag skrivebordet i Haderslev kan konstatere, at de hektiske dage på Bauma-messen allerede har resulteret i et svimlende antal helt konkrete tilbud til interesserede kunder i hele verden.
Med intet mindre end 215 henvendelser fra 54 lande har han nu indstillet sig på at rive den gamle strategiplan i stykker.
- Dette overgår vores vildeste fantasi. På de første dage efter messen har vi allerede afgivet tilbud på en ordremængde, der overstiger hele sidste års omsætning. Så vi må knibe os selv lidt i armen, siger han.
Nordic Platform har siden den spæde start i 2012 været repræsenteret på det skandinaviske marked, hvor både norske, svenske og danske stilladsaktører har taget godt imod det nye kompositdæk. Virksomheden omsætter således allerede for et tocifret millionbeløb på disse markeder og beskæftiger samlet set 25-30 mand i hovedkvarteret i Haderslev og i produktionen i Kina.