23948sdkhjf

Aarhus-bydel får en ungdomsby

Brabrand Boligforening har kåret vinderen i konkurrencen om Ungdomsby Gellerup med 354 ungdomsboliger.
Brabrand Boligforening har udvalgt Dansk Boligbyg som totalentreprenør på Ungdomsby Gellerup med 354 ungdomsboliger.

Entreprisesummen udgør 170 millioner kroner, og vinderprojektet er udformet i samarbejde med Sahl Arkitekter, Nord Architects, Arkplan samt DAI Arkitekter og Ingeniører.

Projektet har en særlig bevågenhed, fordi det markerer den fysiske begyndelse på transformationen af Gellerupparken, som over de næste 20 år skal udvikles til en attraktiv, levende og mangfoldig bydel i Aarhus.

- Med Ungdomsby Gellerup tager vi endnu et markant skridt i forandringen af Gellerup. Kollegiet bliver placeret ved bygaden lige over for Aarhus Kommunes nye kontorbygning, som bliver et åbent og indbydende sted med iværksættermiljø, kafferisteri og et bylaboratorium. Jeg håber, at der vil opstå et samspil på tværs af gaden, så vi kan få bylivet til at spire i Gellerup, siger rådmand Kristian Würtz.

For arkitekterne har hjemlighed, naboskab, åbenhed og tryghed været nøgleord i designet. Kollegiet opføres som flere bygninger med forskellige højder, og stueetagen kommer til at spille en central rolle for bylivet. Kollegiets mest udadvendte funktioner ligger i stueetagen som et iværksættermiljø, der skal tiltrække beboere i Gellerupområdet og lokale beboere med iværksætterdrømme.

De 354 ungdomsboliger varierer i størrelse fra 16,4 til 39,1 kvadratmeter, og det samlede bebyggede areal bliver 12.500 kvadratmeter eksklusiv kælder. Ungdomsbyen opføres som en kollegiekarré, der opdeles i en række byhuse, som med forskellige højder og bredder bidrager til et sammensat og varieret udtryk i Gellerup bydelen. I samarbejde med Randers Tegl udvikles og produceres en særlig ”Gellerup sten” i tre varianter.

Kollegiet – ungdomsbyen – får tre større, centralt beliggende tagterrasser, der altid vil være i fuld sol. Fra det centrale gårdrum i karréen bliver der direkte adgang til den ene terrasse. Og på tværs gennem kollegiet bliver der en ’grøn’ stiforbindelse, der skal bidrage til åbenhed og oplevelsen af fællesskab og liv i denne nye del af Gellerupområdet i Aarhus.

Foruden forslaget til selve boligbebyggelsen skulle konkurrencedeltagerne komme med bud på det omkringliggende kvarter med tæt-lavt boligbyggeri samt et erhvervsareal, som i fremtiden blandt andet skal huse Brabrand Boligforenings nye domicil.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.285