23948sdkhjf

Cobe-arkitekt modtager Eckersberg Medaillen

Akademiraadet hædrer Dan Stubbergaard for sit unikke arbejde med byplaner, bygninger og byrum.
Godt 180 deltagere, heriblandt Hendes Majestæt Dronningen, var torsdag samlet til fest på Charlottenborg Slot, da Det Kongelige Akademi for de Skønne Kunster uddelte sine årlige medaljer til en række af de fremmeste kunstnere inden for arkitektur og billedkunst.

Blandt modtagerne var stifteren af arkitektfirmaet Cobe, arkitekt Dan Stubbergaard, der er tilkendt Eckersberg Medaillen med følgende motivering:

”Dan Stubbergaards talent udspringer af en menneskelig forståelse for både det enkelte individ og for relationen mellem mennesker. Netop derfor er han en af de sjældne begavelser, der ubesværet kan overføre sit talent til alle skalatrin og arbejde med stor indlevelse i både byplan, bygninger og byrum.

Selv om han i mange år mest har arbejdet med mere langsigtede opgaver, som at skabe bedre byrum og byplaner, er det gennem sine bygningsværker, at han for alvor folder sit arkitektoniske potentiale ud. Dan Stubbergaards bygninger tager ofte afsæt i stedets skala og stemning, samtidigt med at han udviser en særlig sensibilitet for balancen mellem nyt og gammelt.

Da Biblioteket i Københavns Nordvest kvarter stod færdig i 2011, kunne man se, at der var tale om en arkitekt, der arbejder præcist, indlevet og æstetisk. Det rå og konceptuelle byggeri er sit sted bevidst, og bliver også sit eget sted.

Med færdiggørelsen af Porsgrunn Søfartsmuseum i 2013 manifesterede Dan Stubbergaards arkitektoniske talent sig igen. Som en samling af præcist skårne kuber svæver bygningen hen over havnen smuk og harmonisk og indpasset i omgivelsernes skala. Udstillingsrummene er skulpturelle, men fungerer alligevel som et neutralt bagtæppe for udstillingerne.

Byggeriet på Krøyers Plads og børnehaven Frederiksvej på Frederiksberg, vidner igen om en særlig sans for den lille skala, mødet mellem mennesker og kontekstens karakter og materialitet.

For sin konsekvente og konceptuelle tilgang til hele det arkitektoniske spektrum og for sin fine fornemmelse for formgivning tildeles Dan Stubbergaard Eckersberg Medaillen.”
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093