23948sdkhjf

Samlet trådløs energistyring vil gavne både pengepungen og miljøet

I dag er der ingen fælles standard for de forskellige trådløse teknologier, man kan installere i sit hjem for at styre energiforbruget. I august starter Alexandra Instituttet og Center for Indlejrede Software Systemer (CISS) et projekt med det mål at give brugeren én central kontrolenhed til at styre forbruget. Det vil give store besparelser og gavne miljøet.
- I dag er det stort set kun nørderne, der giver sig i kast med selv at installere de forskellige trådløse energistyringsystemer, som man i dag kan bruge for at styre energiforbruget i hjemmet. Ikke-nørderne bliver nødt til at købe fagfolk til opgaven, og det viger mange tilbage for på grund af omkostningerne. Hvis man kunne tilbyde folk et samlet trådløst styringssystem, der er enkelt at installere og enkelt at anvende, så ville man virkelig kunne spare penge og samtidig gøre noget godt for miljøet, fortæller Daniel Lux fra Seluxit ApS i Aalborg.

Seluxit er en af de private aktører i projektet ”Home Port”, der i august starter i et samarbejde mellem Alexandra Instituttets kompetencecenter ISIS Katrinebjerg, de regionale kompetencecentre CISS i Aalborg og CSI i Sønderborg samt en række private og offentlige organisationer.

Der er store perspektiver i projektet. Elsparefonden har anslået, at en effektiv styring af de private husholdningers energiforbrug kan reducere den samlede el- og varmeregning med 6-7 mia. kr. Det svarer til en betragtelig reduktion i CO2-udledningen.

Projektet har som konkret mål at udvikle en prototype, der kan forene styringen af separate trådløse systemer i en fælles brugergrænseflade. Der vil blive udarbejdet en række brugsscenarier, og prototypen vil i flere omgange blive testet og evalueret af brugere. Ifølge Klaus Marius Hansen fra ISIS Katrinebjerg er der to helt afgørende succeskriterier for prototypen:

- Prototypen skal demonstrere, at det rent teknisk kan lade sig gøre at udvikle en fælles kommunikationsstandard eller et stykke middleware, der kan binde systemer sammen, der ellers er inkompatible. Og så er det afgørende, at prototypen i et realistisk miljø kan påvise besparelser i energiforbruget, fortæller han.

Kilde: Alexandra Instituttet

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.107