Nu åbner Danmarks første rullende museum
Danmarks Vej- og Bromuseum åbner lørdag d. 14. juni 2008 Danmarks første Rullende Museum, hvor børn - og voksne - kan lege sig til viden om veje og broer.
I ”Det Rullende Museum” kan børnene gå på en 10 meter lang legevej og lege sig til ny viden om veje og broer. De kan bygge en buebro eller en skråstagsbro og med deres egen krop prøve om broerne holder. Eller hoppe ned fra legevejen og gå på opdagelse i legevejens 16 forskellige aktivitetsskuffer. Her kan børnene se hvad der kribler og krabler i grøftekanten. Opdage, hvordan man bygger en solid vej. Finde fem fejl i skurvognen eller quizze om fremtidens biler og brændstoffer.
14 bannere fortæller de voksne om blandt andet behovet for en ny færdselskultur i 1920’erne, 1930’ernes brobyggerier og 1970’ernes bilfrie søndage. Historierne fortælles først og fremmest med fotos – heraf flere som ikke tidligere har været offentliggjort.
Danmarks Vej- og Bromuseum er et nyt museum under Transportministeriet. Museets permanente udstillinger skal ligge i Holbæk og åbner i 2010. Museet vil fortælle de gode historier om veje og broer i fortiden, nutiden og fremtiden på en medlevende, oplysende og sjov måde.
Læs mere om museet på www.vejogbro.dk
Kilde: Danmarks Vej- og Bromuseum