23948sdkhjf

Ekspert: 6 råd til at undgå voldgiftssager

Hundredevis af sager afgøres hvert år ved voldgift. Læs her, hvordan din virksomhed undgår at blive involveret.
Voldgiftsnævnet modtager årligt omkring 400 nye voldgiftssager foruden knap 300 sager om syn og skøn, og selvom hver femte sag typisk ender med et forlig inden hovedforhandlingen, er området generelt en bekostelig affære for byggebranchen.

Det ved advokat Christian Molt Wengel om nogen. Han har stor erfaring med rådgivning af byggeriets parter omkring rådgiver- og entreprisekontrakter samt håndtering af tvister inden for byggeri.

Nu har Christian samlet seks gode råd til, hvordan parterne undgår, at en tvist om ekstraarbejder og dagbod kommer så langt ud, at det skal afgøres ved retten:

• Bygherren bør sikre sig, at udbudsmaterialet er udformet klart og entydigt, således at der er klarhed over ydelsernes omfang og indhold.

• Entreprenøren bør – i videst muligt omfang – sikre sig, at der er indgået skriftlige aftaler omkring et ekstraarbejde. Hvis ikke det er muligt, bør entreprenøren reklamere/give besked om/varsle, at et ekstraarbejde er igangsat.

• Bygherren eller dennes rådgiver bør etablere et system, der sikrer, at aftaleændringer bliver ført til protokols/referater.

• Entreprenøren bør sikre sig dokumentation for, at forespørgsler er fremsat, jf. AB 92 § 15

• Bygherren bør sikre sig, at svar på entreprenørens forespørgsler sker skriftligt og rettidigt eller snarest muligt, så entreprenøren ikke kan påberåbe sig bygherrens manglende svar som forsinkende årsag.

• Bygherren bør varsle krav på dagbøder på en klar og utvetydig måde

De sager, som ender med at involvere Voldgiftsnævnet, har som oftest en økonomisk størrelse på alt fra 100.000 kr. og op til 10 mio. kr. Sagerne er fordelt sådan, at halvdelen har en sagsgenstand på under 1 mio. kr., mens ca. 40 procent har en sagsgenstand mellem 1 mio. kr. og 10. mio. kr. De resterende 10 procent af voldgiftssagerne har en sagsgenstand på over 10 mio. kr.

Sagsbehandlingstiden for en voldgiftssag er som udgangspunkt mellem 6 og 18 måneder afhængig af sagens karakter, men kan også være længere i mere vanskelige sager.

Læs en uddybende kommentar fra advokat Christian Molt Wengel her .
Kommenter artiklen (2)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093