Millioner til Værdibyg
Med 5,5 millioner kroner i ryggen kan arbejdet med at optimere byggeriets processer fortsætte frem til 2018.
Nu har Realdania og partnerne bag Værdibyg bevilliget i alt 5,5 millioner kroner, så arbejdet med at optimere byggeriets processer kan fortsætte.
- Værdibyg er et godt eksempel på, hvordan virksomheds- og branchedrevne initiativer kan være særligt gode til at løse branchens egne udfordringer, siger programchef Lennie Clausen fra Realdania.
Fortsat udfordringer at løse
Afsættet for Værdibyg er at udvikle en ny fælles, praksis for byggeprocessen på tværs af byggeriets aktører. Siden starten i 2008 er der udarbejdet 19 vejledninger, og fire nye er på vej.
- Vejledningerne er praksisorienterede, og mere end 200 praktikere har bidraget til vejledningerne, så det sikres, at de er så brugbare som muligt, fortæller sekretariatsleder for Værdibyg, Rolf Simonsen.
Der er dog fortsat behov for at udvikle værktøjer og anbefalinger til at løse udfordringer i byggeriet, og derfor glæder direktør Michael H. Nielsen fra Dansk Byggeri sig over, at Værdibyg kan fortsætte sit arbejde.
- Når vi fortsat støtter op om arbejdet i Værdibyg, er det fordi vi kan se, at det stadig er muligt at forbedre processerne både på byggepladsen og hos rådgiverne, når de projekterer. Potentialet er oplagt, og vejledningerne kan hjælpe med at høste gevinsterne, siger Michael H. Nielsen.
I den kommende bevillingsperiode vil Værdibyg fokusere på vejledninger om dialog i udbudsprocessen, nye muligheder i udbudsloven, risikostyring, totaløkonomi, optimering af værdikæden og formidling af resultater.