23948sdkhjf

Hvordan er livskvaliteten i passivhuse?

Danmarks hidtil største udviklingsprojekt inden for byggeri af énfamilie-passivhuse, Komforthusene i Skibet ved Vejle, bliver nu genstand for et AAU-ledet forskningsprojekt. Projektet skal give viden dels om husenes energiforbrug og indeklima, dels om hvordan det er at bo i et lavenergihus. Realdania støtter forskningsprojektet, som løber over de næste tre et halvt år.
I den lille by Skibet ved Vejleådalen vest for Vejle bygger man lige nu på Danmarks første større gruppe af såkaldte passivhuse, dvs. lavenergihuse, der er så tætte og velisolerede, at de kan opvarmes udelukkende ved hjælp af solvarme samt den interne varmeproduktion, husets beboere selv genererer. Husene er desuden udstyret med et ventilationssystem, der sikrer et sundere indeklima end traditionelle huse.

Komforthusene, som de ti énfamilies-passivhuse i Skibet hedder, vil, når de i løbet af 2008 står færdige, blive genstand for et forskningsprojekt ledet af Aalborg Universitet. Projektet foregår i tæt samarbejde med Saint-Gobain Isover A/S, der er initiativtagere til Komforthusene, samt TRE-FOR Energiforsyning og Nilan A/S. Projektet løber over de næste tre et halvt år og har til formål at indhente og formidle viden om passivhuse i Danmark, en viden der bliver stadig mere aktuel i takt med et øget politisk fokus på lavenergibyggeri.

Passivhusene bliver undersøgt ud fra såvel en teknisk som en sociologisk vinkel. De tekniske målinger går på husenes energiforbrug og indeklima. Blandt andet skal der indhentes ny viden om behovsstyret ventilation i boliger: Hvor meget ventilation er nødvendig for at opretholde et godt indeklima, og vil man kunne mindske ventilationsmængden og dermed spare energi, hvis man kun tænder ventilationsanlægget, når der er behov for det?

Sideløbende med de tekniske målinger vil Komforthusenes beboere blive interviewet - først om deres forventninger og siden om deres oplevelse og vurdering af husenes funktion og indeklima. Undersøgelsen skal kaste lys over, hvilken betydning det har for beboernes livskvalitet og velbefindende at flytte ind i et passivhus.

Projektets resultater vil løbende blive formidlet både til kommende boligejere og til byggebranchen. Det sker via en projekthjemmeside, i artikler i faglige tidsskrifter samt på møder med de virksomheder, der er involveret i Komforthus-projektet.

Kilde: Realdania / Aalborg Universitet

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.758