MT Højgaard bygger nyt hovedkontor for Abena
MT Højgaard skal i totalentreprise opføre det 7.500 kvm. store hovedkontor beliggende direkte ud til den sønderjyske motorvej ved Aabenraa-frakørslen.
Baggrunden for udtalelsen er, at Abena-koncernen efter grundige overvejelser nu går i gang med at opføre et hovedkontor på 7.500 kvadratmeter beliggende direkte ud til den sønderjyske motorvej ved frakørslen til Aabenraa.
Opgaven løses i totalentreprise af MT Højgaard Aabenraa, som også har stået for en række af Abenas tidligere store byggeprojekter. Det eksklusive byggeri er tegnet af Zeni Arkitekterne fra Aabenraa, mens Sønderborg-firmaet Sloth-Møller er rådgivende ingeniører.
Byggeriet koster, ifølge Preben Terp-Nielsen, godt 100 millioner kroner og ventes taget i brug efter sommeren 2009.
Abena-koncernen er et produktions- og handelsselskab, som har et produktsortiment omfattende pleje- og engangsartikler spændende fra sygeplejeartikler over bleer til daglige éngangs forbrugsartikler. Målgruppen er hovedsagelig sundhedssektoren, men også virksomheder, hoteller og restauranter samt private, er en del af aktivitetsområdet. 70 procent af omsætningen hentes på eksportmarkederne. Koncernen beskæftiger 1.300 medarbejdere fordelt på 10 lande og omsætter for 2,5 milliard kroner.
Arealmæssigt har Abena over 100.000 etagekvadratmeter bygninger i Aabenraa. Og der er plads til yderligere udvidelser, idet koncernen ejer yderligere 160.000 kvadratmeter jord ved Egelund i Aabenraas vestlige udkant.
Den nye administrationsbygning placeres i umiddelbar forlængelse af koncernens fuldautomatiske centrallager, som har en karakteristisk beliggenhed ved motorvejen.
- Kvalitet betyder meget for os. Derfor har vi også valgt at få opført et hovedkontor, hvis indretning og materialevalg afspejler den holdning. Samtidig har vi lagt vægt på at bevare den eksisterende beplantning med bl.a. egetræer. Derved kommer hovedkontoret til at ligge i et parklignende område, fastslår Preben Terp-Nielsen
Bygningen får et lyst og let skinnende udseende, da den beklædes med forpatinerede zinkplader i et rudeforbandt. Ved indretningen af bygningen er der lagt vægt på, at arbejdsgangene bliver så effektive som muligt. Der er også lagt vægt på, at bygningen skal stimulere medarbejdernes trivsel. Derfor vil de 200 medarbejdere få adgang til bl.a. flere lukkede og åbne gårdmiljøer.
Kilde: MT Højgaard