Dansk Byggeri: Stop kommunal hovsa-økonomi
Dansk Byggeri peger på flerårige investeringsplaner, som nøglen til en bedre rammestyring af den kommunale økonomi.
Det siger adm. direktør i Dansk Byggeri, Lars Storr-Hansen, i en kommentar til udmeldingerne fra Det Økonomiske Råd. Han betoner samtidig, at der i særlig grad er behov for at se på kommunernes økonomi.
- Efter Dansk Byggeris opfattelse er det meget vigtigt, at kommunerne bliver bedre til at overholde de aftaler, de indgår med regeringen.
Kommunerne har udstrakt økonomisk frihed, men det viser sig at være et tilbagevendende problem, at kommunerne bruger for mange penge, når konjunkturerne er gode og skatteindtægterne høje.
- Det mærker vi i bygge- og anlægsvirksomhederne ved, at høj privat byggeaktivitet ofte følges af høj kommunal byggeaktivitet. Det kan og bør der gøres noget ved.
Dansk Byggeri foreslår derfor, at der skabes rammer for den kommunale økonomi, som sikrer, at kommunernes økonomi bidrager til at udjævne udsvingene i konjunkturerne og ikke medvirker til at forstærke dem.
Dansk Byggeri har i flere omgange peget på de problemer, som opstår, når regeringen forsøger at få de kommunale driftsudgifter under kontrol. Det har senest vist sig i regeringens service- og anlægsstop, hvor et ønske om at lægge låg på de kommunale driftsudgifter har medført indgreb overfor de kommunale anlægsudgifter, herunder til eksempelvis langsigtede energiprojekter.
Den måde at løse problemerne på er ifølge Lars Storr-Hansen problematisk, fordi kommunerne tvinges til at indstille en række projekter, som skulle forbedre ikke kun de fysiske rammer, men også driftsøkonomien på skoler og institutioner.
- Det er velkendt, at mange kommunale bygninger er nedslidte og ikke er gode rammer om de aktiviteter, de lægger hus til. Det har Dansk Byggeri dokumenteret i flere undersøgelser. Den offentlige sektor i Danmark er stor, og derfor er der også bundet meget store midler i offentlige bygninger og anlæg. Af den grund er det spild af skatteydernes penge, når der ikke sker en løbende vedligeholdelse.
- Der er i stedet meget fornuft at sikre en fremtidig regulering af den kommunale økonomi, som indeholder en mekanisme, der kan sikre en fornuftig forvaltning af den kommunale bygningsmasse. Det er også glædeligt, at Det Økonomiske Råds formandskab støtter et ønske fra Dansk Byggeri om flerårlige kommunale investeringsplaner, som samtidig vil give byggeriets virksomheder en længere planlægningshorisont og et mere stabilt eksistensgrundlag, slutter Lars Storr-Hansen.
Kilde: Dansk Byggeri - www.danskbyggeri.dk