Markant resultatfremgang hos MT Højgaard
MT Højgaards kvartalsrapport for perioden 1. januar til 31. marts 2008 afslørede en omsætning som ventet, men en resultatfremgang på 47 mio. kr. i forhold til sidste år.
Resultat før skat i første kvartal er et overskud på kr. 78 mio., hvilket er en fremgang på kr. 47 mio. i forhold til sidste år. Den realiserede resultatgrad er dermed på 3,1% mod 1,1% i første kvartal 2007.
Perioderesultatet er påvirket af en tilfredsstillende udvikling i moderselskabet. Dattervirksomhederne har ligeledes opnået et tilfredsstillende resultat om end lidt lavere end sidste år.
Pengestrømme fra driftsaktiviteterne udgør kr. 408 mio., hvilket er en fremgang på kr. 305 mio. i forhold til første kvartal 2007.
Uændrede forventninger til 2008
Ordrebeholdningen udgør kr. 10,0 mia. ved udgangen af første kvartal mod kr. 10,7 mia. ved årets begyndelse.
For 2008 forventes omsætningen at blive på ca. kr. 11 mia. Resultatet før skat forventes at blive i niveauet kr. 300 mio., hvilket er uændret i forhold til de udmeldte forventninger i årsrapporten for 2007.
Koncernens effektive skatteprocent forventes at ligge på niveau med den danske skattesats.
Kilde: MT Højgaard