Udvalg undsiger afgørelse om arbejdsskade
Elektriker får anerkendt knæskade efter arbejde i krybekælder.
Det er oftest svært at få anerkendt en knælidelse som arbejdsbetinget, men afgørelsen var helt entydig, da Erhvervssygdomsudvalget for nylig indstillede, at arbejdet læderede elektriker René Gorskis knæ.
Dermed underkendte udvalget en tidligere afgørelse fra Arbejdsskadestyrelsen, fortæller fagbladet Elektrikeren.
" Det er således udvalgets vurdering, at din menisklæsion i venstre knæ i overvejende grad er forårsaget af de specielle belastninger af dit knæ, som dit arbejde i perioden fra efteråret 2010 frem til marts 2011 har indebåret ", lyder Erhvervssygdomsudvalgets indstilling.
I Dansk El-Forbund (DEF) er der tilfredshed med afgørelsen. Socialrådgiver Lotte Fischer peger på, at den kan hjælpe andre i samme situation:
- Vi har mange knæskader efter nedslidning. Problemet er, at det som regel er svært at skaffe den dokumentation, der skal til for, at det kan godtgøres, at arbejdet bærer skylden, siger hun.
Elektrikerens problemer opstod, efter at han gennem cirka et halvt år i en meget stor del af arbejdstiden trak og monterede kabler i krybekældrene på Panum Instituttet. Det indebar, at han i fem-seks timer dagligt arbejdede knæliggende og i mindre grad siddende på hug. I kældrene var højden ofte kun 60-70 centimeter, og mens elektrikeren trak og monterede kablerne, havde han kun begrænsede muligheder for at rette knæene/benene ud.
En dag sagde de ’stop’, og efterfølgende har René Gorski fået to operationer i venstre knæ og en enkelt i det højre. I det ene knæ er 50 procent af menisken fjernet, mens 20 procent er fjernet fra det andet.
- Det er første gang, jeg oplever en afgørelse som denne. Men det er heller ikke almindeligt, at belastningerne har været så intense, som situationen er her, siger Lotte Fischer og fortsætter:
- Dét, som afgørelsen siger, er, at når man i lang tid har arbejdet med en konstant belastning af knæet, hvor man ikke har kunnet rette benene ud, ja, så er det en arbejdsskade, når det går galt. Og selv om der er tale om en speciel sag, så tror jeg, at den ikke er mere speciel, end at der findes elektrikere derude, som har arbejdet under lignende forhold.
Det samme mener fagsekretær i DEF København Niels Bo Nielsen, der har hjulpet elektrikeren gennem sagen. Der var andre på samme job som René Gorski:
- Nu skal vi have fat i Renés kolleger. Der er muligvis en eller flere, som også har fået skader af arbejdet. Normalt får vi jo afvist disse sager, men med denne afgørelse er der blevet præciseret på det problematiske i, at der ikke var mulighed for at rette sig ud, siger han.
René Gorski selv er glad for afgørelsen og den hjælp, han har fået i fagforeningen. Til gengæld er fremtiden mere uvis: Selv om han fortsat har sit arbejde, giver knæene ham begrænsninger i det daglige, og han ved heller ikke, hvor længe de holder endnu.