Ny imponerende arkitektur til havnebydel i Århus
Århus Kommune har på et pressemøde den 19. maj afsløret to nye vinderprojekter på den nye havnebydel: ”Isbjerget”, et boligbyggeri med 11 markante, takkede tagtoppe - og ”SHiP Spa & Health Port”, et sundhedskulturhus med aktiviteter for alle. Begge byggerier betegnes som arkitektoniske landmarks.
De to vinderprojekter er:
”Isbjerget” med ca. 160 lejligheder, hvor almene og private lejere skal bo dør om dør i et arkitektonisk unikt byggeri.
”SHiP Spa & Health Port” med 5.000 etagekvm. sundhedskulturhus med akva-, wellness- og fitnessaktiviteter for alle besøgende samt et 5 stjernet hotel med møde- og konferencefaciliteter.
Begge byggerier opføres på De Bynære Havnearealer, hvor byrådet for et år siden sagde ja til de to første byggerier; Light*house og Z-Huset, der siden har vakt stor opmærksomhed i ind- og udland takket være arkitektur af international standard.
Arkitektur med ikonstatus
Også de to nye byggerier har format til at få ikonstatus og bidrage til Århus som magnet for arkitekturturister:
- Med Isbjerget får vi enestående boligmæssige kvaliteter såvel som et byarkitektonisk udtryk af højeste kunstneriske kvalitet, siger Kent Martinussen, adm. dir. i DAC|Dansk Arkitektur Center og repræsentant for det politiske bedømmelsesudvalgs arkitektfaglige rådgivere. Han fortsætter om SHiP:
- Den samlede havnefront mod bugten rummer med dette projekt mulighed for at tilføre havnen og byen en stærk og markant arkitektonisk helhed med store landmark kvaliteter.
Byggerier understreger byrådets ambitioner
Borgmester Nicolai Wammen er begejstret for de to projekter, der opføres af lokale investorer, hhv. Tækker Group i samarbejde med Brabrand Boligforening (Isbjerget) og Byggeselskab Olav de Linde (SHiP). Isbjerget er tegnet af et arkitektteam med deltagelse fra en dansk, hollandsk, fransk og belgisk tegnestue, mens det århusianske Arkitema har tegnet stregerne til SHiP.
- Århus får en fantastisk havnefront med unikke arkitektoniske bygninger, der både i udseende og anvendelse beviser, at vi er en by med store ambitioner. Vi vil ikke have tomme facadebyggerier uden liv og indhold. Vi vil have en levende bydel, hvor alle kan trives. Både dem, der bor, arbejder og besøger De Bynære Havnearealer. Her bliver vi hjulpet utrolig godt på vej med de to nyeste vinderprojekter, mener borgmesteren.
Rådmanden for Teknik og Miljø, Peter Thyssen, supplerer:
- SHiP har vand, bevægelse og velvære som hovedattraktion. Med Sundhedskulturhuset får området et unikt samlingspunkt, der vil katalysere liv og aktivitet. Og med Isbjerget får vi nogle meget spændende boliger med et udseende og en udsigt, der er svær at slå.
Salget til de to konsortier er blevet tiltrådt af Magistraten i Århus Kommune i dag og førstebehandles af Århus Byråd den 11. juni 2008.
Billeder af vinderprojekterne kan downloades fra www.debynaerehavnearealer.dk
Kilde: Århus Kommune