23948sdkhjf

Flere nye lærepladser hos installatører

Installationsbranchen har i årets første ni måneder oprettet 15 procent flere lærepladser end samme periode sidste år.
Væksten i installationsbranchen fører til et meget højt antal nye lærepladser for elektriker- og vvs-energi-lærlinge.

Antallet af nye lærepladser steg i årets første ni måneder til 1.741 mod 1.508 i samme periode sidste år. En stigning på hele 15 procent, skiver installatørernes organisation, Tekniq, i en pressemeddelelse.

Og Tekniq mener, at udviklingen afspejler en branche i vækst, som får brug for flere, nye medarbejdere i de kommende år:

- Årsagen til de meget store stigninger skyldes, at branchens virksomheder selv tager ansvaret for at uddanne nye generationer af medarbejdere. Installatørerne ved, at den bedste uddannelse opnås ude i virksomhederne, siger underdirektør Tina Voldby, erhvervs- og arbejdsgiverorganisationen Tekniq.

Tallene, som kommer fra Undervisningsministeriet, viser også, at muligheden for kortere praktikforløb sikrer flere lærlinge en tilknytning til arbejdsmarkedet.

- Vi anbefaler virksomhederne at indgå de lange uddannelsesaftaler, hvor lærlingen er i samme virksomhed i hele læretiden. Vi ser det som meget positivt, at den samme virksomhed sikrer kvaliteten i hele uddannelsen. Hvis det ikke er muligt, er de kortere aftaler dog at foretrække frem for skolepraktik. Ude i virksomhederne får de unge kundekontakt og erfarne kolleger, som de lærer en masse af, siger Tina Voldby.

Der blev i årets første ni måneder oprettet 1.240 nye uddannelsesaftaler til elektrikerlærlinge og 501 til vvs-energi-specialister, en stigning på henholdsvis 15 og 16 procent.

I alt er der i øjeblikket 3.519 elektrikerlærlinge og 1.412 vvs-energi-lærlinge i praktik i virksomhederne.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078