23948sdkhjf

3XN-højhus bliver 200 meter højt

Myndighederne i Sydney har godkendt byggeriet af Quay Quarter Tower, der er tegnet af danske 3XN. Se billederne her.
I 2014 vandt 3XN den internationale arkitektkonkurrence om et højhus i 49 etager, udskrevet af kapitalbanken AMP Capital.

I sidste uge blev projektet endeligt godkendt af de to officielle instanser The City of Sydney Planning and Development Department samt Central Sydney Planning Commission. Godkendelsen er en af de vigtigste milepæle undervejs i processen og betyder, at udviklingen kan fortsætte planmæssigt.

Den nye bygning i Sydney er udformet som en ’vertikal landsby’, der skal fungere som en katalysator for mere erhverv og social interaktion. Bygningen er desuden et eksempel på bæredygtigt byggeri, idet to tredjedele af den eksisterende bygning fra 1976 genanvendes. Ved at indarbejde hovedparten af den eksisterende bygningskerne har 3XN således skabt et byggeri, hvor man tilføjer 45.000 kvadratmeter nybyggeri.

Det samlede areal bliver 102.000 kvadratmeter, og højhuset vil rage 200 meter i vejret.

Skulpturel form og menneskelig skala
Med sin beliggenhed på 50 Bridge Street i Sydneys Circular Quay-kvarter, bliver det nye højhus synligt fra udsigtspunkter overalt i byen. Som følge af den enestående beliggenhed har 3XN designet et højhus, der består af fem stablede, vinklede volumener, som er både skulpturelle og funktionelle.

- Vores vision har været en bygning, der på samme måde som man kender det fra mindre kontorbygninger, skaber synergi, intimitet og samarbejde. Disse egenskaber har vi så ’stablet’ oven på hinanden, siger Kim Herforth Nielsen, grundlægger og kreativ direktør hos 3XN.

Ved netop at opdele bygningen i fem separate volumener med hvert sit atrium ved basen er hensigten at få de enkelte volumener til at føles mindre og mere intime for derved at skabe sociale miljøer, hvor det er nemmere for medarbejderne at interagere med hinanden.

- De positive effekter ved dagslys og god udsigt kombineres på den måde med social interaktion. Ulig de fleste højhuse, har vi designet bygningen indefra og ud, forklarer Kim Herforth Nielsen

Liv efter lukketid
Sydney har længe forpligtet sig på at skabe bedre byliv i den del af Sydney, hvor Quay Quarter kommer til at ligge – specielt efter butikker og kontorers lukketid. 3XN’s design af ’podiet’ af Quay Quarter Tower i gadeniveau bidrager til den indsats ved at skabe en række nye tilbud for bydelens indbyggere og besøgende, herunder restauranter og barer.

Bygningens lavere etager er vinklet mod vest for at udnytte dynamikken fra det omgivende kvarter. Bygningens nordlige facade roterer let mod øst, hvilket optimerer udsigten til operahuset og havnen, og det skærmer samtidig den nordlige facade mod den intense eftermiddagssol.

Desuden medfører rotationen, at hver af de fem volumener får en grøn tagterrasse, som er direkte forbundet med de indendørs atrier. De udendørs terrasser tilbyder, ud over en fantastisk udsigt over byen, plads til socialt samvær for medarbejderne. Derudover vil en halvoffentlig terrasse og restaurant/bar øverst i bygningen kunne tiltrække og tilføre liv i bygningen.

Det dobbelt-høje atrium i lobbyen vil blive en ny identitetsskabende indgang til højhuset, og sammen med butikker og restauranter, vil lobbyen tilføre mere liv i hele området.
Læs mere om: 3XN
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109