Skalflex udvider - igen
Hos virksomheden Skalflex har man endnu ikke mærket afmatningen i byggeriet. Virksomheden vokser og vokser og må nu igen udvide. Samtidig gør grundlægger Hans Søndergaard Larsen klar til at slippe tøjlerne i sit livsværk.
Hvis alt går vel kan Skalflex allerede til oktober indvie en ny 2.000 kvadratmeter stor lagerbygning. Tilsyneladende går afmatningen i byggeriet hen over hovedet på virksomheden. 2007 blev et særdeles godt år, og 2008 tegner til at blive endnu bedre med en vækst på 15%.
- Vi har haft en evne til at udvikle nye produkter, så vi løbende har kunnet opnå vækst på det danske marked, forklarer grundlæggeren af virksomheden, Hans Søndergaard Larsen om virksomhedens succes.
Væksten i 2008 skal opnås gennem et samabejde med isoleringsvirksomheden Paroc, hvis facadeplader kun kan købes hos Skalflex. Men på længere sigt er det dog fortsættelsen af virksomhedens udviklingsaktiviteter, der skal sikre væksten.
Siden 1973 har Hans Søndergaard Larsen været drivkraften i virksomhedens udvikling af cementbaserede materialer, men er i dag ved at overlade styringen til virksomhedens udviklingsafdeling. Han har endvidere trukket sig som adm. direktør og nøjes i dag med at fungere som bestyrelsesformand. I dag er Poul Jensen direktør for Skalflex.
Kilde: ErhvervsBladet - www.erhvervsbladet.dk