23948sdkhjf

C.C. Contractor vinder skolebyggeri

Nørre Snede Skole skal renoveres og ombygges for 48,5 millioner kroner.
En enstemmig dommerkomité besluttede mandag at tildele C.C. Contractor, Kjaer & Richter, Labland og Rambøll totalentreprisekontrakten på en omfattende renovering af Nørre Snede Skole.

- Det er blevet et rigtig godt projekt, og vi er meget tilfredse. I vores oplæg har vi ønsket et byggeri, der integrerer skolen med resten af byen. Det har C.C. Contractor og rådgiverne formået, siger projektleder Pia Hambro Danchell fra Ikast-Brande Kommune.

Det vindende team vil opføre en ny kompakt bygning – ”Byens Hus” – med forskudte niveauer, der indrettes med blandt andet multisal, café, bibliotek, administrations- og personalefaciliteter samt diverse undervisningslokaler. I dommerbetænkningen roses projektet blandt andet for

[…] på forbilledlig vis at skabe et moderne og tidssvarende skolebyggeri i fin synergi med de kulturfunktioner, der retter sig mod byen.

Mindre projekt end planlagt
Forude venter en proces på godt to år, hvor den eksisterende skolefløj fra 1969 nedrives og erstattes af det nye ”Byens Hus” på knap 3.000 kvadratmeter, mens skolefløjen fra 1957 renoveres og ombygges. Det samlede bruttoareal udgør 5.241 kvadratmeter, og hele projektet løber op i 48,5 millioner kroner.

I forhold til det oprindelige udbud er nybyggeriets areal reduceret med knap 500 kvadratmeter for at overholde budgettet, men Pia Hambro Danchell mener ikke, at det medfører et dårligere projekt.

- Vi har været meget ambitiøse i vores arealoptimering og for eksempel arbejdet med multifunktionsrum og bedre udnyttelse af gangarealer. Så jeg synes ikke, at projektet er forringet. Snarere tværtimod, siger hun.

Skolens drift opretholdes
Selve byggeriet går efter planen i gang til februar, og håndværkerne skal være helt færdige på byggepladsen i oktober 2017. En af udfordringerne bliver, at skolens drift skal opretholdes i hele perioden.

- Vi vil gerne bruge skolens eksisterende areal til genhusning. Det er en stor udgift at have pavilloner stående i to år, og et af kriterierne i byggeprogrammet var at indtænke en løsning til genhusning. Entreprenøren er kommet med et oplæg, som vi arbejder videre med, når vi i den kommende tid skal tilrette konkurrenceprojekt, siger Pia Hambro Danchell.

Ombygningen af Nørre Snede Skole har været udbudt som totalentreprise i omvendt licitation. De øvrige prækvalificerede var KPC Herning, Jorton, Hoffmann, NCC Construction Danmark og H. Skjøde Knudsen. Heraf valgte de tre sidstnævnte ikke at afgive bud.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078