23948sdkhjf

140.000 mursten får nyt liv

Projekt på Bispebjerg Hospital skal gøre byggebranchen klogere på, hvad det indebærer at bygge med genbrugssten – fra nedrivning til genopførelse.
Gennem mere end 75 år har bygning 13 på Bispebjerg Hospital dannet ramme om behandlingen af psykiatriske patienter.

Nu bliver bygningen revet ned for at gøre plads til det nye hospitalsbyggeri. 140.000 mursten bliver genbrugt og får nyt liv i Vanløse, hvor Katrinedals Skole skal udvides.

- Vores entreprenør P. Olesen har lavet en aftale med Københavns Kommune, der står bag skoleudvidelsen i Vanløse. Byggeriet har brug for i alt 140.000 sten, og dem kan vi levere fra vores nedrivning frem for at skulle køre dem til bortskaffelse. Så sparer vi penge og skåner samtidig miljøet, siger projektleder Hans Møller fra Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg.

Fakta om nedrivningen
• Nedrivningen af bygning 13 startede i sommeren 2015 og forventes færdig i foråret 2016.

• Bygningen blevet grundigt renset for miljøskadelige stoffer.

• Murstenene fra bygningen skal genbruges til et skolebyggeri i Vanløse.

• Bygningen har siden 1938 og indtil slutningen af 2014 huset afdelinger under Psykiatrisk Center København.

• Nedrivningen er en del af projektet Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg, der varer indtil 2025 og omfatter både nybyggeri, nedrivning og renovering af eksisterende bygninger.

• Projektet er finansieret med 2,95 mia. kr. af regeringens Kvalitetsfond og med 1,03 mia. kr. af Region Hovedstaden.
Murstene bliver fra starten af 2016 pillet fra hinanden, sorteret og sendt til Gamle Mursten i Hedehusene, der er specialiseret i at rense mursten til genbrug. Herefter bliver de bygget ind i den nye facade på skolen.

Erfaringer deles med branchen
Kristian Kirkebjerg er chefrådgiver hos Sweco Danmark, som står for projekteringen af nedrivningen på Bispebjerg. Han fortæller, at der er flere årsager til, at man i stigende grad genbruger mursten:

- Der er i dag stor interesse for at genbruge mursten, og ikke bare knuse og bygge dem ind i fx veje, som man førhen har gjort. Gamle mursten er blevet anerkendt blandt arkitekter som et godt varieret udtryk, frem for maskinproducerede mursten, der er for ens. Derudover kan man nu ved hjælp af maskiner meget nemmere rense stenene, så de kan genbruges. Og så er der selvfølgelig myndighederne, der kigger på det grønne aspekt ved genanvendelse.

Genanvendelsesprojektet på Bispebjerg skal munde ud i en erfaringsopsamling i samarbejde med Københavns Kommune og Teknologisk Institut. Erfaringerne skal gøre byggebranchen klogere på, præcis hvilke processer og omkostninger det indebærer at bygge med genbrugssten – lige fra nedrivning til rensning og genopførelse.

En historisk bygning
Bygning 13 har en lang historie bag sig. Psykiatrisk Afdeling E blev åbnet den 25. juli 1938. Afdelingen var i starten indrettet med en kvinde- og mandeetage og egen modtagelse. Med årene er afdelingen vokset, og strukturændringer har betydet, at Psykiatrisk Center København på Bispebjerg har bredt sig til flere bygninger på området.

Nana Thieme er afdelingssygeplejerske i ældrepsykiatrien på Psykiatrisk Center København, og hun har arbejdet i bygningen, som før i tiden blev kaldt ”E-huset”, siden 1991.

- Det har altid været en bygning med masser af liv, en uhyre charme og meget tykke vægge. Der har været utallige ombygninger gennem årene, men på grund af bygningens robusthed har det ikke været så nemt at flytte en væg eller en dør, så indretningen har ikke været så fleksibel,” fortæller Nana Thieme.

Nye, moderne rammer for psykiatrien
Da Nana Thieme startede med at arbejde i bygningen, var der stadig tremmer for vinduerne, men de blev hurtigt fjernet til fordel for et mere venligt miljø med ensengsstuer og nye havestuer ved gavlene.

- På min afdeling har nogle patienter været indlagt i op til et år, så det har nærmest været som et andet hjem for mange. Haveanlæggene og havestuerne har været fine steder, som både patienter og personale har været glade for. Når man kiggede ned i haven, sad der altid mange patienter med store stråhatte og nød udsigten, siger hun.

De psykiatriske afdelinger, der tidligere havde hjemme i bygning 13, er i dag flyttet midlertidigt til Gentofte Hospital og til Rigshospitalet. I øjeblikket er en arkitektkonkurrence for Ny Psykiatri Bispebjerg i gang, og et vinderprojekt bliver kåret i februar 2016. Når byggeriet af det nye psykiatriske center på Bispebjerg står færdigt omkring 2022, vil psykiatrien igen få nye, moderne rammer på Bispebjerg.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.096