23948sdkhjf

Nybagt arkitekt vinder Icopal Prisen

Vinderprojektet er et eksempel på, hvordan arkitektur kan gøre en forskel i samfundet.
Trine Elisabeth Storck-Thy, der netop er dimitteret fra Kunstakademiets Arkitektskole i København, blev torsdag kåret som vinder af Icopal Prisen 2015.

Hun modtager prisen for sit afgangsprojekt ”A Common Fluent Ground”, der af dommerkomiteen beskrives som både visionært, overbevisende og troværdigt.

- Det er en kæmpe anerkendelse fra en kompetent dommerkomite, og jeg håber og tror, Icopal Prisen får positiv betydning for min karriere. Samtidig er det en stor personlig og faglig tilfredsstillelse for mig at vinde en så fornem pris, siger hun.

Karrieremæssigt rygstød
Torben Nielsen, rektor for Arkitektskolen Aarhus, er ikke i tvivl om, at Icopal Prisen er med til at skabe positiv opmærksomhed om de nyuddannede arkitekter.

- Prisen er et godt kort, når det handler om fremtidige jobmuligheder, siger han.

Det er Anders Liisberg enig i. Han vandt Icopal Prisen i 2013 og blev selv ansat hos Henning Larsen Architects efter endt uddannelse. Senere skiftede han til sin nuværende arbejdsgiver, Lundgaard og Tranberg.

- Det har været dejligt at opleve, at mine nye kolleger i de to virksomheder havde læst om mit vinderprojekt i medierne og derfor vidste, hvad jeg står for rent arkitektonisk. Typisk sidder vi jo flere arkitekter på projekterne. Jeg holder meget af at arbejde i teams, men det er ikke altid, at ens særpræg får mulighed for at trænge igennem, siger Anders Liisberg, der for tiden tegner på ” et stort og meget spændende projekt i Stockholm ” sammen med seks kolleger.

Arkitektur der gør en forskel
Anders Liisberg sender et stort tillykke til sin efterfølger som prisvinder – og arkitekt Trine Elisabeth Storck-Thy tager imod med et ligeså stort smil.

Hun fortæller, at det var under et feltarbejde i Bangladesh i 2014, at det for alvor gik op for hende, at man som arkitekt kan gøre en forskel på mange niveauer i et samfund. Og det afspejler hendes vinderprojekt i høj grad.

Bangladesh er hårdt ramt af klimaforandringerne, som har intensiveret den i forvejen udfordrende monsunperiode, hvor landet oplever enorme regnmængder på kort tid med tilhørende oversvømmelser. Regnvandet bliver omdannet til giftig væske ved kontakt med forurenet jord, industrispild og skrald. Grundvandet er ligeledes ubrugeligt, og millioner af borgere er afskåret fra adgang til rent vand.

- Det er alt i alt ødelæggende for landet og dets indbyggere, hvoraf de fleste lever i slumområder, siger Trine Elisabeth Storck-Thy.

På den baggrund gav hun sig i kast med at udvikle en løsning til byen Chittagong med det formål, at de store mængder regnvand bliver opsamlet og ledt hen, hvor vandet kan gøre gavn for borgerne.

Projektet foreslår en opsamling af regnvandet ved hjælp af sejlformede tagkonstruktioner, der hejses op og spændes ud før monsunen og fjernes og rengøres, når det er holdt op med at regne.

Fra taget ledes vandet ned i en cisterne eller et vandtårn, som er fælles for et antal huse eller en hel bydel. Efter brug bliver spildevandet via kanaler, der udnytter de eksisterende hældninger i byen, ledt til lokale opsamlingsbassiner og derfra til større bassiner og videre ud af byen. På sin vej passerer vandet endvidere gennem strømproducerende vandenergianlæg.

Ud i virkeligheden
Udover at sikre vand og strøm til borgerne kan Trine Elisabeth Storck-Thys vinderprojekt også skabe nye job og sikre indbyggerne politisk indflydelse. Det er nemlig tanken, at lokale borgere dels skal stå for opsætning og nedtagning af sejltagene og dels vedligeholde vandsystemet. Idéen er, at der i hvert kvarter etableres en vandforsamling som er en slags bestyrelse for den lokale vandforsyning.

- Udover at styre vandsystemet skal vandforsamlingen dele viden med andre forsamlinger og på den måde sikre, at gode initiativer på vandområdet spreder sig til hele Chittagong. Samtidig bliver der skabt sociale mødesteder, hvor nabolagets beboere kan bade og vaske tøj, men også et forum, hvor man kan tage politiske emner op og derigennem åbne for borgerindflydelse i et politisk landskab, som er styret af få velhavere og præget af korruption, forklarer Trine Elisabeth Storck-Thy.

Hun håber, at nogle af de mange af idéer vil blive realiseret i virkeligheden og skabe grundlag for en løsningsmodel, som kan bruges i andre byer med tilsvarende problemer. Første skridt i den retning er en udstilling i netop Chittagong. Kunstakademiets Arkitektskole støtter op økonomisk, men Trine Elisabeth Storck-Thy tager også hul på de 50.000 kroner, der følger med Icopal Prisen. En del af præmiepengene bruger hun endvidere på en rejse til Mexico, hvor hun skal holde en forelæsning om vinderprojektet.

Fakta om Icopal Prisen
Icopal Prisen blev stiftet i 1986 af Icopal i samarbejde med Kunstakademiets Arkitektskole og Arkitektskolen Aarhus. Prisen bliver uddelt hvert andet år til særligt talentfulde arkitektstuderende og er i dag landets mest prestigefulde pris for samme.

Icopal Prisen har til formål at fremme unge arkitekters forståelse af tagets betydning for en bygnings arkitektoniske udtryk og rumlige udformning. Blandt mange tidligere prisvindere kan nævnes David Zahle fra BIG og Mads Mandrup fra C.F. Møller.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.091