23948sdkhjf

Lufthavn udvidet for 270 millioner

Schmidt Hammer Lassen, Moe, Jakon og Brd. Hedegaard har stået for udvidelsen af Københavns Lufthavns Finger C, som netop er indviet.
På 10 år er antallet af lange ruter fra København mere end fordoblet, og i sidste uge tog Københavns Lufthavn et skridt på vejen mod yderligere vækst.

Det skete, da transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt klippede snoren til den markante 270 millioner kroners udbygning af Finger C, der skal skabe plads til væksten.

I de nye højmoderne omgivelser med store skærme og 6.300 kvadratmeter til passagerer og teknik trak ministeren også spor tilbage i tiden.

- Her til april i år fyldte Københavns Lufthavn 90 år, så man kan roligt sige, at der er sket en del, siden dengang en flok får passede græsbanerne her uden for de store vinduer, sagde Hans Christian Schmidt.

Københavns Lufthavns administrerende direktør Thomas Woldbye kvitterede med oplysningen om, at der i 1939 rejste 70.000 passagerer igennem lufthavnen – lidt færre end hvad der i 2015 rejser igennem lufthavnen hver eneste dag.

- Og ambitionen er at vokse videre i de kommende årtier til 40 millioner passagerer. Det vil kræve fortsat massive investeringer, understregede Thomas Woldbye.

Dansk design og nudging
For passagerne kommer Finger C syd også til at betyde nye oplevelser med ekstra meget lys, luft og dansk design – helt tæt på flyene.

Placeringen af de 670 Arne Jacobsen 7’er-stole i loungen er udvalgt på baggrund af nudging-studier, der afdækker hvordan enkel og intelligent indretning og design kan påvirke de rejsendes adfærd.

Stolene er placeret i hyggelige små grupper, i stedet for traditionelle lange rækker. De polstrede stole med armlæn er inderst, så man sætter sig der først. Samlet giver det en langt bedre udnyttelse af pladsen.

- Nudging-principperne skal også bruges til boarding. Store infoskærme oplyser f.eks. hvornår hvilke sæderækker åbnes for boarding, og hvornår man skal gå helt hen til gaten. Det vil give kortere køer og en mere afslappet boarding, forklarede Thomas Woldbye.

Tilbygningen har et bruttoareal på 6.300 kvadratmeter, fordelt på tre plan i 100 meters længde. Høje glaspartier i midten af bygningen giver frit udsyn til fly, og i loftet er der installeret 250 store, runde lamper, inspireret af ovenlysvinduerne i Terminal 2.

Projektet er tegnet af Schmidt Hammer Lassen med Moe som rådgivende ingeniør, mens Jakon har stået for opførelsen og Brd. Hedegaard har udført standpladser og fundamenter.

Byggeriet har kostet 270 millioner kroner. Finger C blev også udvidet i 2012 – dengang med 4.500 kvadratmeter.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094