Det går fremad for de danske bygningsentreprenører
Virksomhederne har øget indtjeningen pr. ansat, men mange kæmper med lav likviditet, viser tal fra Deloitte og Dansk Byggeri.
- Ser vi over en bred kam, er de danske bygningsentreprenører i den grad tilbage på sporet. I 2014 lå det gennemsnitlige primære resultat pr. ansat på 103.000 kr. mod kun 79.000 kr. året før. Det er en stigning på hele 30 pct., siger partner i Deloitte, Thomas Frommelt.
Særligt de små virksomheder har klaret sig ekstraordinært godt.
- Tallene viser, at de små virksomheder med 5-10 ansatte faktisk er de bedste til at tjene penge. I gennemsnit tjener de næsten dobbelt så meget pr. ansat som de mellemstore virksomheder med 26-100 ansatte. End ikke de allerstørste formår at komme tæt på det resultat, siger Thomas Frommelt.
Byggeentreprenørerne er desuden blevet bedre til at opfylde deres kortsigtede økonomiske forpligtigelser. Men langt fra alle klarer sig lige godt, mener Thomas Frommelt:
- Ser vi på gennemsnittet, har bygningsentreprenørerne den højeste likviditetsgrad i bygge- og anlægsbranchen. Alligevel er mere end hver fjerde virksomhed presset likviditetsmæssigt, hvilke vidner om, at der er en stor spredning i branchen. Har man ikke likviditet, har man begrænsede muligheder for at foretage de nødvendige investeringer. Det er uden tvivl et problem, siger han.
Ifølge Deloitte er 14 pct. af de danske bygningsentreprenører i forhøjet risiko for at gå konkurs, hvilket er et fald på 1 procentpoint i forhold til sidste år.
Om analysen
Analysen er udarbejdet af Deloittes branchegruppe for bygge- og anlægsbranchen i samarbejde med erhvervs- og arbejdsgiverorganisationen Dansk Byggeri. Analysen er gennemført i august og september 2015.
Analysen omfatter de udførende byggevirksomheder, hvilket vil sige primært tømrere, murere, malere og entreprenører.
Analysen omfatter 2.253 virksomheder og bygger på de seneste tre års nøgletal og resultater i branchen.
Link til hele analysen