Knauf dokumenterer sit aftryk på miljøet
Med EPD’er på stort set hele sortimentet vil Knauf skabe større gennemsigtighed for arkitekter og bygherrer.
- Miljøvaredeklarationerne skaber større gennemsigtighed for arkitekter og bygherrer, når de skal vurdere vores materialer i forhold til den miljøprofil, som de ønsker, siger kvalitets- og miljøchef Carl Erik Bech.
98 procent af produkterne fra fabrikken i Hobro er omfattet af miljøvaredeklarationerne.
Dokumenterer 25 års miljøarbejde
Beslutningen om at udarbejde EPD’er er først og fremmest en konsekvens af EU’s byggevareforordning, hvor der lægges op til egentlige lovgivningskrav om deklarationer.
Men for Knauf har det langt hen ad vejen handlet om at dokumentere de processer, som i forvejen giver virksomhedens byggesystemer en miljømæssig stærk profil.
- EPD’erne dokumenterer 25 års miljøarbejde hos os, og er en dokumentation af, at Knauf gipsplader ikke bare er miljøvenlige på komponentsiden, men at der er tænkt miljø ind i produktet i hele dets livscyklus, siger Carl Erik Bech.
Et kulturprojekt der løfter hele organisationen
Gipsplader fremstilles i dag overvejende af genbrugsmaterialer. Råvaren er både genbrugsgips fra gamle gipsplader og industrigips, der er biprodukt fra kraftvarmeværker, hvor det spiller en rolle i forbindelse med syreneutralisering af røgen.
- Genbrugsandelen er i sig selv en positiv miljøparameter. Dertil kommer så alle de tiltag, vi har sat i værk på fabrikken. Vi har blandt andet udskiftet maskiner, optimeret driften af ovnen og forbedret ventilationsanlægget, og vi genbruger overskudsvarme, siger Carl Erik Bech.
Med miljøvaredeklarationerne har Knauf dokumenteret resultatet af et fokus på miljø i hele organisationen. For man kan ikke bare fra den ene dag til den anden beslutte, at nu skal produktionen være grøn.
- Det er i virkeligheden et kulturprojekt, hvor alle medarbejdere engagerer sig, og hvor vi tager ved lære af andre – både kolleger og eksterne som eksempelvis energirådgivere – og så har vi løbende kunnet se resultaterne komme, siger Carl Erik Bech.