184 nye parkeringspladser i Køge
Køge Kyst udvider nu parkeringsarealet ved Bag Haverne fra 31 til 215 pladser på strækningen fra Teaterbygningen til Fændediget.
De 184 nye parkeringspladser etableres på strækningen fra Teaterbygningen i nord til Fændediget i syd, hvor der i dag kun er 31 pladser. 15 af de nye pladser oprettes som parkeringsmulighed langs vestsiden af Bag Haverne.
- Det har hele tiden været planen, at vi så snart det var muligt, skulle udvide med flere parkeringspladser i området. Vi er klar over, at parkeringssituationen er presset, og derfor er vi meget opmærksomme på, hvordan vi løbende og samtidigt med de mange bygge- og anlægsprojekter kan forbedre parkeringsforholdene for alle trafikanter i området, siger projektdirektør Jes Møller fra Køge Kyst.
Området er nu ryddet, og Køge Kyst er netop gået i gang med at etablere de nye parkeringspladser. Arbejdet forventes at vare til begyndelsen af november, og de nye parkeringspladser vil løbende kunne tages i brug efterhånden som de bliver klar fra syd mod nord. Pladserne vil være tilgængelige frem til området på et tidspunkt skal bebygges med butikker, boliger og erhverv.