NCC reducerer arbejdsulykker med 50 procent
Et program har sikkerhedskulturen i entreprenørfirmaet, og målet er nul ulykker.
Vigtigheden af sikkerhed blev diskuteret på alle NCC’s arbejdspladser, både byggepladser og i kontorer, i anledning af koncernens sikkerhedsdag kaldet Awareness Day. Her stoppede mere end 18.500 NCC-medarbejdere i hele Norden deres arbejde. Det er femte år i træk, at NCC holdt Awareness Day.
- ”Sig fra – tag en time out” er en leveregel, der har hjulpet os til at reducere antallet af arbejdsulykker i NCC, siger Kåre Christensen, der er senior arbejdsmiljøchef i NCC Construction. Hver gang en medarbejder ser en usikker situation skal han sige fra, stoppe arbejdet og finde frem til en løsning, der er sikkerhedsmæssig forsvarlig.
Den leveregel er blevet en naturlig del af arbejdskulturen i NCC og er en del af en langsigtet og vedholdende indsats i virksomheden, der nu har båret frugt. Siden 2011 er antallet af arbejdsulykker i NCC reduceret med næsten 50 procent og målet er, at de skal endnu længere ned.
NCC har en vision om nul ulykker, så ingen kommer til skade, når de går på arbejde.
- Vi har arbejdet fokuseret på at skabe en god sikkerhedskultur gennem flere år og som konsekvens af det arbejde er vores ulykkesfrekvens faldet stødt. Det er ikke noget, man klarer med et snuptag, men noget der tager lang tid. Vi har plukket de lavt hængende frugter, så nu sætter vi fokus på nye tiltag, og her spiller konsekvens en vigtig rolle, siger Kåre Christensen.
Her er NCC begyndt at arbejde med tydelig konsekvens, hvis medarbejdere ikke overholder sikkerhedsreglerne.
- Konsekvens handler om, at vores dygtige medarbejdere skal hjælpes til at have den rigtige sikkerhedsadfærd. Tingene skal gøres ordentligt hver gang, hvis vi skal tage det sidste skridt mod nul ulykker, siger Kåre Christensen.
Konkret indebærer det, at virksomheden sætter fokus på dialog og uddannelse, men det står klart, at overtrædelse af sikkerhedsreglerne i yderste konsekvens indebærer afskedigelse.