Krav om tyskkundskaber hos danske murere
Hvis man ønsker ansættelse hos byggefirmaet Box Byg Entreprise i Lystrup ved Århus kræver det tyskkundskaber. Virksomheden har i forvejen seks tyske murere gående. Direktøren afviser arbejdskraft, hvis tyskkundskaberne ikke er i orden.
Lasse Johansen foretrækker tyske murere, fordi de har en anden mentalitet.
- De er meget pligtopfyldende. De arbejder rimeligt målrettet og behøver ikke lange pauser. De laver generelt et pænt stykke arbejde, siger han til P4.
Derudover kræver de tyske murere kun 150 kr. i timen, hvor en danske murer kræver 170 kr. i timen.
Hos 3F Transport, Logistik, Byg i Århus har man i øjeblikket 120 arbejdsløse murersvende og murerarbejdsmænd gående og er derfor utilfreds med af kravet om at kunne tysk. Fagforeningens a-kasseleder mener, at de tyske håndværkere giver danskerne urimelig konkurrence, både grundet den lave løn og de meget lange arbejdsuger. Derudover peger han på at skattereglerne gør det billigere at antage en tysk murer end en dansk.
Kilde: P4