23948sdkhjf

Hollandsk husbygger rykker ind i Danmark

Tempohousing har åbnet afdeling i Danmark og går målrettet efter at erobre markedet for ungdomsboliger med sine ombyggede skibscontainere og moduler i letbeton.
Billige ungdomsboliger, som unge mennesker også er i stand til at betale.

Det er missionen for Tempohousing, som efter et års forberedelsestid har slået dørene op i Dannmark her i foråret.

- Vi mener, at mange af de nuværende boliger, som bliver bygget, er alt, alt for dyre. Vi vil gerne forklare, at containerboliger er permanente løsninger. Især embedsfolk tror, at det handler om noget midlertidigt, men det er en forkert indstilling og holdning, fortæller Thomas Jørgensen fra Tempohousing Danmark til Building Supply.

Billige boliger i en fart
Tempohousing har hollandske rødder og er især kendt for boligprojektet ”Keetwonen” i Amsterdam, hvor 1.034 skibscontainere tilbage i 2006 blev omdannet til kollegieboliger på hver 28 kvadratmeter.

Projektet blev opført i løbet af bare 10 måneder og har vakt opsigt over hele verden. Blandt andet har Københavns Kommunes Center for Byggeri været på besøg for at se nærmere på, hvordan skibscontainere kan afhjælpe behovet for permanent tag over hovedet.

- Endnu har ingen slået vores rekord med de 1.000 ungdomsboliger, og det har sat vores lille firma på verdenskortet. Vi har bevist, at containerboliger fungerer, og at de unge er glade for dem. Pt. er vi i dialog med en bygherre i Rusland om at bygge et campus med 2.000 enheder, fortæller Thomas Jørgensen.

Kommer til at forandre boligmarkedet
I Danmark er det dog først og fremmest letbeton, som Tempohousing satser på. Her er det muligt at bygge højere, og det er lettere at opfylde de danske brandkrav, end det er med containerboligerne.

- Vi kan godt lave containerboliger, så de overholder kravene i Danmark, men så skal vi pakke den ind i en facade, og det fordyrer projektet. Hele idéen med containerboliger opstod, fordi man i Holland havde brug for nogle billige boliger, der kunne opføres i en fart. En container er ideel, når den bliver brugt som single unit. Skal man bygge rækkehuse eller sætte flere sammen, er det en hel anden sag, forklarer Thomas Jørgensen.

Interessen for Tempohousings nyudviklede moduler er stor, og Thomas Jørgensen har gennem længere tid været i dialog med både kommuner, boligselskaber, uddannelsesinstitutioner og pensionskasser. På nuværende tidspunkt er en håndfuld konkrete byggeprojekter med tilsammen over 1.000 ungdomsboliger på tegnebrættet i København. Tempohousing arbejder blandt andet på et projekt med 100 ungdomsboliger på Nørrebro med en samlet anskaffelsessum – inklusive grund, tilslutninger, entreprise mv. – på 18.000 kroner pr. kvadratmeter.

- Vi ser et ufatteligt stort potentiale i det her, og det gør vi på grund af de priser, vi kan tilbyde, og jeg er overbevist om, at vi kommer til at forandre boligmarkedet, siger han.

100 boliger på under seks måneder
Når Tempohousing kan holde kvadratmeterprisen på så lavt et niveau, skyldes først og fremmest, at modulerne fremstilles i Holland, hvor produktionsomkostningerne er langt lavere end i Danmark.

Til produktionen har Tempohousing allieret sig med en af Europas største elementleverandører, og det er med til at sikre en høj produktionskapacitet. I det nuværende setup kan Tempohousing producere cirka 20 moduler om ugen. Det betyder, at 100 boliger kan opføres på mindre end seks måneder.

Letbeton-konceptet er ikke udelukkende udviklet med ungdomsboliger for øje. Modulerne kan sammensættes til nøglefærdige boliger på op til 90 kvadratmeter, og det kan gøre Tempohousing til et interessant alternativ for de boligselskaber, som i de kommende år skal bygge tusindvis af familieboliger i de største danske byer.

Og de kommer ikke til at gå på kompromis med arkitekturen. Thomas Jørgensen oplyser således, at man netop har indledt et samarbejde med Arkitema om det arkitektoniske koncept.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.104