Klokketårnet i Faaborg kan falde af i stormvejr
Derfor skal det nu sikres. Selv om hele tårnet faktisk blev totalrenoveret for millioner i 2013.
Det ikoniske klokketårn i sydfynske Faaborg manglede lige noget, da det blev totalrenoveret i 2013. Billedet er fra før renoveringen. Arkivfoto: Colourbox.
Derfor må menighedsrådet i Faaborg igen til lommerne. Der skal nu foretages en sikring for knap en kvart million kroner. Trækonstruktionen med hele toppen hviler på murværket uden at være fastgjort.
- Jeg hørte i radioen så sent som i går, at vejret vil blive voldsommere, så rådet tør ikke løbe en eventuel risiko for at den blæser af, siger formand for Faaborg Menighedsråd, Erik Buch, til Fyens Stiftstidende.
Ingeniøren er nu ved at færdiggøre projektet, som skal udbydes i licitation i august.
Otte ankre i jern skal boltes fast i toppens bjælkelag og ned i murværket.
Faaborg-Midtfyn Kommune donerer 70.0000 kroner, og så har Klokketårnets Venner givet tilsagn om 90.000 kroner. Det er cirka det, de frivillige kustoder i foreningen får ind i entre-indtægter årligt i Klokketårnet fra de omkring 5000 gæster, der hvert år besøger tårnet.
Fastgørelsen af Klokketårnet ventes at være færdiggjort inden årets udgang.