23948sdkhjf

Vedligeholdelsesefterslæb på kommunale bygninger er stigende

Analysebrevet Barometer har dokumenteret, at kommunerne skubber en kæmperegning foran sig, fordi den kommunale bygningsmasse ikke bliver vedligeholdt. Jo længere man venter, jo dyrere bliver det. Derfor opfordrer Dansk Byggeri finansministeren og de kommunale forhandlere til at få penge på bordet i de kommende økonomiforhandlinger med kommunerne
Efterslæbet er på ca. 8 mia. kr. i 2008, og det vil stige yderligere til ca. 14,1 mia. kr. inden udgangen af 2011, hvis kommunernes budgetter til vedligehold ikke øges. Det svarer til en stigning på ca. 50 kr./m2 eller over 1,5 mia. kr. om året.

- Det kan lyde dyrt, men det vil også være dyrt at lade tingene forfalde. Så præcist fremlagde statsminister Anders Fogh Rasmussen situationen ved fremlæggelsen af regeringens kvalitetsreform.

Samtidig fastslog regeringen i kvalitetsreformen, at de bygningsmæssige rammer har stor betydning for kvaliteten af de offentlige serviceydelser, for brugernes oplevelse af servicen og for de offentligt ansattes arbejdsvilkår.

- Det kan ikke være rigtigt, at politikerne får lov til at skubbe regningen videre til de kommende generationer, og at brugere og personale skal færdes i nedslidte og forældede rammer. Vi mener, at regeringen bør intensivere indsatsen for at få løst problemet, siger konsulent Lars Høier, Dansk Byggeri, som sammen med Cowi har analyseret kommunernes evne til at vedligeholde den kommunale bygningsmasse.

Dansk Byggeri dokumenterede allerede i 2005, at der var problemer, og anerkender, at regeringen i sit udspil til kvalitetsreform har vist vilje til at tage fat om problemet.

- De offentlige bygninger er en vigtig del af velfærdspolitikken, og regeringen så helt rigtigt, da den gjorde modernisering af de offentlige bygninger til en central del af kvalitetsreformen og gav løfte om op mod 50 mia. kr. ekstra til forbedring af de offentlige bygninger - børneinstitutioner, skoler, sygehuse mm. Desværre er der siden da blevet meget stille om projektet. Men vi antager selvfølgelig, at løftet står ved magt, og at regeringen nu vil begynde at udmønte en del af midlerne til bygningsforbedringer i forbindelse med de aktuelle økonomiforhandlinger med kommunerne, og videre i forhandlingerne i de kommende år, siger Lars Høier.

Han gør samtidig opmærksom på, at en øget vedligeholdelsesindsats på kommunale bygninger kan bidrage til at reducere energiforbruget.

- Hvis vi skal nedbringe CO2-udledningen og leve op til vores klimaforpligtelser i EU, bør vi naturligvis udnytte det store energisparepotentiale i den kommunale bygningsmasse, slutter Lars Høier.

Kilde: Dansk Byggeri - www.danskbyggeri.dk

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.097