Første sektion af verdens dybestliggende sænketunnel på plads
Den første sektion af verdens dybestliggende vejsænketunnel er sænket på plads i Sydkorea. Den er en del af et 8,2 kilometer langt projekt, der forbinder havnebyen Busan på fastlandet på den sydligste spids af landet med øen Geoje.
Undervandstunnellen bliver verdens dybestliggende sænketunnel til vejtrafik.
Atten elementer skal sænkes ned for at fuldende den undersøiske tunnel. I betragtning af at hvert element vejer 48.000 tons og udgøres af 180 m lange, 26,5 m brede og 10 m høje betonkassesektioner, er det ikke nogen lille opgave.
Fyrre timer
Alene bugseringen af et element fra støbestedet til den endelige placering tager ti timer. Den egentlige nedsænkning tager hele fyrre timer.
- Nedsænkningen foregår med fjernbetjening. Hvert element har kameraer monteret, der gør det muligt for os at overvåge processen, siger Tommy Olsen, der er viceprojektleder hos COWI.
Tommy Olsen sammenligner nedsænkningen med den måde, hvorpå en ubåd dykker og kommer op til overfladen:
- Ballasttanke indeni elementet kan justeres for at kontrollere nedstigningen. Til alles glæde blev det første element sænket og anbragt uden uheld.
Gruspude
Alle elementerne kommer til at hvile på en gruspude placeret i en uddybet rende på havbunden og samles med endeskotter. Elementerne forbindes til konventionelle cut-and-cover tunneller, hvor de kommer op af vandet.
Vejret er en udfordring
Projektet foregår på naturens nåde og unåde, hvor vejr og strøm vil kunne forstyrre processen. - Vejret er en at de største udfordringer for nedsænkningen, dybden er en anden, siger Tommy Olsen.
- Entreprenøren får regelmæssige vejrmeldinger. Bølgehøjden kan blive meget stor, mens stærke strømme også kan give alvorlige problemer. Vi har udfærdiget forskellige hydrauliske modeller for at være forberedt på virkningerne heraf.
To skråstagsbroer
Ud over sektionerne under havet har Busan-Geoje-forbindelsen to skråstagsbroer, hver to kilometer lange. Hele projektet til USD 5,8 mia. forventes at åbne i 2010.
Kilde: COWI