Dansk Byggeri: Behov for nye skatteregler for udenlandsk arbejdskraft
Danske regler på skatte- og socialsikringsområdet er rettet mod borgere, der arbejder og bor i Danmark. Reglerne passer ikke til den nye hverdag med udenlandsk arbejdskraft.
Danmark har i dag aftaler om social sikring af arbejdstagere, der bevæger sig inden for EU og EØS samt aftaler om undgåelse af dobbeltbeskatning ved midlertidig ophold eller arbejde her i landet. Men den udenlandske arbejdskraft tager ikke ophold her i landet eller har arbejde af midlertidig karakter. De savner derfor et regelsæt, som er designet til at fastholde dem som en permanent arbejdskraft.
Det er særligt den skattemæssige behandling af grænsegængere, der arbejder mere end 12 måneder i Danmark, der volder problemer. De opnår fradrag efter rejsecirkulæret og fradrag for befordringsudgifter – et fradrag på ca. 700 kr. pr. dag. Men da en midlertidig arbejdsplads maksimum kan vare 12 måneder, ophører festen brat efter et år, hvorefter der skal betales fuld skat uden fradrag af lønindtægten.
Det er ikke rimeligt, mener Dansk Byggeri. Grænsegængere har arbejde i Danmark, men vender regelmæssigt tilbage til sin bopæl og familie i hjemlandet. De foretrækker ofte en tilknytning til sit hjemlands skatte- og socialsystem og bliver registreret som begrænset skattepligtige i Danmark. De betaler dog skat af deres lønindkomst i Danmark og bliver forsynet med et kildeskattenummer og omfattet af det danske sociale sikringssystem med ret til børnepenge, sygedagpenge m.m. på lige fod med andre danskere. Er det en EU-borger, vil den hjemmeboende familie ligeledes ofte blive omfattet af den danske sociale sikring.
- I Danmark betaler vi til vores sociale sikring over skatten. Det gør man ikke i de lande, hvor vi henter udenlandsk arbejdskraft, og det giver anledning til en masse bøvl, når en udenlandsk medarbejder bliver socialsikret her i landet, men beholder sin bopæl i hjemlandet. Det er ikke særlig smart for den kommune, hvor medarbejderen bliver registreret i Danmark, at kunne komme til at hænge på nogle sociale udgifter til en familie i et andet land. Eller for arbejdsgiveren, som kan blive tvunget til at administrere efter medarbejderens hjemlands socialsikringssystem, forklarer specialkonsulent Søren Lange Nielsen, Dansk Byggeri, og fortsætter:
- En udenlandsk medarbejder, der bliver ansat til mindsteløn i Danmark, vil få gratis socialsikring af sin hjemmeboende familie i det land, han kommer fra. Har han et lønnet bijob i sit hjemland, kan medarbejderens hjemkommune forlange sociale ydelser indbetalt efter hjemlandets regelsæt af den danske løn hos den danske arbejdsgiver, fortæller Søren Lange Nielsen.
Dansk Byggeri vil derfor have Skatteministeriet til at se på regelsættene og få reglerne ændret, så de passer til en hverdag med udenlandsk arbejdskraft. Hertil kommer, at reglerne i dag tilsyneladende bliver fortolket forskelligt i skattecentre og kommuner.
- Vi ved, det er kompliceret, men byggeriet har brug for den udenlandske arbejdskraft på kort og længere sigt, og der skal findes en holdbar og langsigtet løsning, som er tilpasset realiteternes verden. Det, vi har brug for, er skatteregler, der er målrettet mod personer med bopælsadresse i et andet land, men med en permanent arbejdsplads i Danmark, slutter Søren Lange Nielsen.
Kilde: Dansk Byggeri - www.danskbyggeri.dk