Historisk renovering: Jorcks Passage står færdig
Passage i det centrale København er over de senere år blevet gennemgribende renoveret.
Passagebygningen, der op igennem det 20. århundrede har lagt lokaler til nationale institutioner såsom Danmarks Radio og telefonselskabet KTS (nu TDC), har blandt andet fået overdækket selve fodgængerpassagen, ligesom den er blevet opgraderet med nye brandpartier på førstesalen og i stueetagen.
- Det særlige ved denne byggesag er, at vi i sjælden grad har kunnet bruge den fornødne tid til at udføre alle løsninger med den største grad af omhyggelighed og kun har benyttet os af de absolut bedste materialer. Overalt har der været en masse håndværksmæssige detaljer, som vi skulle genskabe nøjagtigt, og intet er lavet i standardmål, fortæller byggeleder Lars Dujardin fra Tømrerfirmaet Bjørn Svendsen, der sammen med hovedentreprenøren Gliese VVS har forestået den omfattende renovering.
- Byggesagen er unik i kraft af bygningens specielle historie og det faktum, at passagen er et af Danmarks tættest befærdede fodgængerstrøg. Det har stillet høje krav til hele logistikken og planlægningen omkring renoveringen, så vores arbejde blev så lidt indgribende som muligt over for butikkerne, de handlende og de virksomheder, som i dag har hjemme i bygningen, fortsætter han.