Støjen skal væk fra byggepladsen
Mange virksomheder og medarbejdere accepterer støj som en uundgåelig gene på byggepladsen. Men den larmende borehammer kan ofte fjernes. Dansk Byggeri vil arbejde for, at så mange støjende processer som muligt kommer væk fra byggepladsen
- Bygherren, den projekterende og rådgiveren må så tidligt som muligt i byggeprocessen tage højde for, hvor der kan være støjende processer. Det skal undersøges, om disse processer kan gennemføres på en anden måde, så støjen kan undgås, eller om processerne kan begrænses, siger Jesper Kielsgaard, afdelingschef i Dansk Byggeri, og fortsætter:
- Heldigvis er der mange, der bruger hørerværn, når de arbejder med støjende maskiner og værktøj. Men høreværn er ikke den optimale løsning af et støjproblem. Derfor ser vi det som en vigtig opgave at få begrænset støjen på andre og bedre måder.
Virksomheder og medarbejdere skal bevidst satse på at vælge det mindst støjende udstyr. Dansk Byggeri har tilgængelig information om støjdata for det udstyr som bruges i branchen. Samtidig skal producenterne være mere aktive i udviklingen af støjsvage maskiner.
Bygherren skal sikre, at Planen for Sikkerhed og Sundhed klart beskriver, hvor på byggepladsen der foretages støjende arbejde. Og nødvendige støjende aktiviteter skal så vidt muligt udføres, så de påvirker så få medarbejdere som muligt.
- I Dansk Byggeri er vi bange for, at virksomheder og medarbejdere har accepteret støj som en uundgåelig gene, og at udfordringerne i forhold til støj derfor ikke løser sig selv uden, at vi aktivt medvirker til det, slutter Jesper Kielsgaard.
Flere informationer
Jesper Kielsgaard, afdelingschef, tlf. 72 16 02 24 / 40 64 89 43
Anja Binderup, kommunikationskonsulent, tlf. 72 16 01 84 / 25 66 63 07
I.B. Hundsemann mener ikke, støjen er nødvendig at gøre noget ved. Den må man leve med. Læs mere på www.stopklynkeriet.nu
I DR’s række af udsendelser om arbejdsmiljø, vil der lørdag den 9. marts kl. 19:00 på DR2 blive vist en udsendelse om støj.
Kilde: Dansk Byggeri - www.danskbyggeri.dk