23948sdkhjf

Promecon opfører svævende bygning for Nykredit

Rør- og stålspecialisten Promecon har fået entreprisen på levering og udførelse af stålkonstruktionen til Nykredits nye kontorhus – et spændende arkitektonisk projekt på Kalvebod Brygge i København. Den svævende ”krystal”, som hviler på tre hovedlejer og de 2 betontrappetårne, stiller store krav til arbejdsprocessen.
Nykredit har brug for mere plads i hovedkontoret ved Kalvebod Brygge i København og udvider derfor med et 6.800 etagemeter stort kontorhus på Københavns havn. Rør- og stålspecialisten Promecon har fået opgaven på levering og udførelse af det omfattende projekt. De tre hovedlejer skal støtte det store stål- og glaskompleks, som derved får et svævende udtryk.

Fritsvævende spids
Den specielle konstruktion betyder blandt andet, at Promecon skal specialfremstille opsvejste profiler til bygningen. Men selvom projektet er specielt, er udfordringen ikke ny for Promecon.

– Vi lever af at lave komplicerede konstruktioner, men det er en udfordring, at vi skal bygge en færdig konstruktion på tre lejer, siger Promecons projektleder på Nykredit-bygningen, Anders Thomsen.

Blandt andet skal den 36 meter lange ’spids’ af kontorhuset svæve helt frit. I den forbindelse skal der tages højde for, at stålet og dermed bygningen giver sig, når betondæk og glas kommer på, hvorfor der bygges med 50 mm overhøjde.

Logistiske udfordringer
Med byggeplads midt i København er der også en del logistiske udfordringer.

– Plads er alfa og omega ved sådan et projekt, og når det samtidig ligger ud til en af Københavns mest trafikerede veje, kræver det nøje planlægning. Derfor har vi lejet et område, som vi kan forsamle på, fortæller projektleder Anders Thomsen.

Stålet monteres, og bygningen opføres successivt – dvs. en etage ad gangen – fra august 2008 og frem til april 2009, hvor op til 20 Promecon-smede vil være i gang.

En arkitektonisk oplevelse
Projektet, der er tegnet af Schmidt Hammer Lassen og Landskabsarkitekterne SLA A/S, er blevet døbt Sky & Krystal. Det består af et nyt byrum, som på grund af dets skiftende udseende er blevet kaldt Sky og et kontorhus, som på grund af dets lette konstruktion og form i glas er blevet kaldt Krystal. Bygningen og pladsen skal forbinde havnefronten med Nykredits andre bygninger og byen samt give plads til 350 Nykredit-medarbejdere.

– Vi er i vækst og får på sigt et pladsmæssigt behov, og så vil vi gerne give København og verden en arkitektonisk oplevelse. Kontorbygninger behøver ikke nødvendigvis at være kedelige stangbyggerier, siger bygningschef i Nykredit, Lars Damkjær Olesen.

Fakta om Nykredit-bygningen
Bygningen bliver 70 meter lang, 32 meter bred og 33 meter høj på det højeste sted. Den vil via de tre fundamenter være hævet fra to til syv meter over jorden. En 36 meter lang ’spids’ vil svæve frit uden fundament. Facaderne bygges op af et stålgitter af diagonaler og bliver udvendigt beklædt med dobbelt glas. Alle udvendige samlinger vil være svejsede, og ingen bolte vil være at se. I alt bruges 1.400 ton stål. Promecon påbegynder deres del af arbejdet i august 2008, og hele projektet forventes at stå færdig primo 2010.

Læs mere om projektet og se skitser på www.nykredit.dk/krystallen .

Fakta om Promecon
Promecon er en af Danmarks førende virksomheder inden for stålkonstruktioner, rørinstallationer og industriservice. Virksomheden leverer løsninger til konstruktioner og installationer til bygninger, broer, tanke, rør og procesanlæg samt industriservice og offshore.

Kilde: Promecon

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094