23948sdkhjf

Volstrup Teglværk udvides for 100 mio. kr.

Volstrup Teglværk syd for Sæby fejrer sin 110 års fødselsdag i 2008 med en større modernisering og udvidelse af produktionen. I samarbejde med MT Højgaards nordjyske division er teglværket i gang med en udvidelse på sammenlagt 5000 kvm.
Teglværkets nye produktionshal et stort skridt nærmere færdiggørelsen.I samarbejde med MT Højgaards nordjyske division er Volstrup Teglværk i gang med en udvidelse på sammenlagt 5000 kvm. I de seneste uger er soklen støbt til den nye produktionshal, og 19 stålspær er netop blevet rejst.

Med rejsningen af de 25 meter brede og syv meter høje stålspær kan man nu se konturerne af den nye hal, der bliver 130 meter lang og får et areal på 3200 kvm.

Valget faldt på MTH
Volstrup Teglværk har tidligere haft et tilfredsstillende samarbejde med MT Højgaard om byggeopgaver, og derfor var det ifølge fabrikschef Peter Risgaard Hansen naturligt at bede koncernen være med, da opgaven blev udbudt – en budrunde, som MT Højgaard vandt.

- Selv om MT Højgaard i øjeblikket er foran tidsplanen, er det meningen, at vi først skal være klar med den nye produktion omkring sommeren 2009, siger fabrikschefen.

Den nye produktionshal bliver beklædt med trapezplader af stål, men ud mod vejen opføres facaden med røde teglsten ligesom de øvrige fabriksbygninger. Udvidelsen af teglværket består desuden af en tilbygning til tørrekamrene og en bygning i forbindelse med smedeværkstedet og med den såkaldte lersump, hvor leret gøres klar til produktionen. Den samlede investering i bygninger og udstyr er på omkring 100 mio. kr.

Produktion af populær type
Volstrup Teglværk har i over 100 år fremstillet vingetagsten, men i den nye produktionshal skal der i fremtiden også produceres den populære falstagsten af typen Hollander til såvel det danske marked som til Norden og Baltikum. Falstagsten brændes i specielle forme, som gør tagstenene ensartede og nemme at lægge op.

Der skal produceres naturrøde tagsten og halvblanke - eller engoberede tagsten – samt glaserede tagsten.

- For ikke så mange år siden udgjorde falstagsten en meget lille del af markedet, men i dag har typen erobret 60 pct. af markedet, siger Peter Risgaard Hansen.

Ny ovn fra Frankrig
Den internationale koncern Monier, der ejer Volstrup Teglværk, vil genbruge en kun ti år gammel gasovn fra et nedlagt teglværk i det sydlige Frankrig. Ovnen er 116 meter lang og skal efter planen deles op i hele 43 stykker og transporteres til Nordjylland på blokvogne, hvorefter ovnen bliver samlet i den nye produktionshal.

Moderniseringen af teglværket omfatter også den eksisterende produktion af vingetagsten. Her er nye maskiner i stand til at levere de kendte Dantegl vingetagsten med en meget smukkere overflade, der er helt fri for skrabemærker fra produktionen.

Fakta om Volstrup Teglværk
Volstrup Teglværk har i over 100 år produceret Dantegl vingetagsten og leverer hovedparten af tegltagstenene til det danske marked. Teglværket er en del af Monier A/S, der er den førende leverandør af tagmaterialer i Norden og i De baltiske Lande. I Danmark har koncernen udover Volstrup Teglværk også fabrikker i Møldrup, Roskilde og Ishøj. Monier koncernen er verdensomspændende med kontorer i 46 lande, 210 produktionsenheder, over 12.000 ansatte og en global omsætning på 12 mia. kr.

Kilde: MT Højgaard A/S

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141