Smuldrende motorvejsbro skiftes ud
Den sidste af de dårligt byggede tvillingebroer på Hillerødmotorvejen skiftes nu ud. En ny bro koster 243 mio. kr. og står færdig i 2010.
I sidste uge blev politikerne enige om at bevillige 243 mio. kr. til udskiftningen af den smuldrende bro.
Niels Christian Skov Nielsen, Vejdirektoratets driftschef, var sidste år med til at give broen dødsstødet.
- Broerne blev født dårlige. De var dårlig udført, og det var dårlig kvalitet. Betonkvaliteten er dårlig - det samme er armeringskvaliteten. Tingene ruster derude, sagde han til Ingeniøren i oktober måned. Han afviste dog, at broen havde problemer med bæreevnen.
De to broer Fiskebæk- og Skovdigebroen blev opført i 1960’erne men allerede i 1972 styrtede midtersektionen af Fiskebækbroen sammen.
Planlægning og projektering af den nye bro er sat i gang og anlægsarbejdet ventes færdigt i 2010.
Kilde: Ingeniøren