Fynboer køber BJ Stål & VVS-konkursbo
Pilegaard-Henriksen fra Odense har købt resterne af stål og VVS-virksomheden.
- Vi har kigget på muligheden for at oprette kontor og værksted i Jylland igennem længere tid, og jeg er ikke i tvivl om, at vi med købet af navnet BJ Stål & VVS og med Viborg som udgangspunkt har endnu flere opgaver foran os specielt i det Jyske marked samt på entreprisesiden. Vi vil med andre ord ikke stå stille, når der viser sig et perfekt match. Med købet vil vi udvikle os i Jylland - og derved også os selv – yderligere, siger administrerende direktør Bo Jørgensen.
Med købet udvider Pilegaard-Henriksen således sine forretningsaktiviteter i Jylland og bliver derved landsdækkende med kontorer og værksteder i Odense, København og nu Viborg. Derudover er Thule Air Base på Grønland en mere eller mindre fast arbejdsplads. Virksomheden har i alt cirka 130 ansatte.
BJ Stål & VVS gik i konkursbehandling i slutningen af april.
Entrepriser og serviceopgaver fra BJ Stål & VVS søges nu løst i Pilegaard-Henriksen regi, og der arbejdes således med ansættelse af mandskab i øjeblikket til de entrepriser og serviceopgaver, som er overtaget, oplyser Pilegaard-Henriksen. Navnet BJ Stål & VVS bliver i fremtiden et binavn under den fremtidlige afdeling i Midtjylland i Pilegaard-Henriksen.