23948sdkhjf

SLA vinder Skt. Kjelds Plads

Vild natur rykker ind i byen som en del af Københavns bæredygtige fremtid.
Vild natur midt i byen, rekreative grønne byrum og synlige strømme af regnvand, der bugter sig gennem gaderne.

Sådan kommer København til at se ud ifølge vinderforslaget i en stor arkitektkonkurrence om klimatilpasningen af Bryggervangen og Skt. Kjelds Plads. Projektet er en prototype på, hvordan fremtidens klimasikrede København kan tilpasse sig de kommende års stadig mere ekstreme vejrhændelser.

En helt ny fortælling om livet i byen
Det er landskabsarkitekterne SLA, der sammen med rådgivervirksomheden Alectia og trafikplanlægger Jens Rørbech har vundet konkurrencen om de 35.000 kvadratmeter store blågrønne byrum, der i løbet af de kommende år vil skyde op på Østerbro i København.

Team SLA’s forslag; ”Brug Naturen i Byen” viser, hvordan effektiv sikring mod skybrud kan gå hånd i hånd med grønne og rekreative byrum i København og på den måde skabe løsninger, der både er funktionelle og som giver forøget livskvalitet for borgerne.

- Når vi arbejder med skybrudssikring og klimatilpasning, sørger vi altid for, at alle klimatekniske løsninger samtidig gør byen til et bedre sted at være. Flere og flere af os lever hele vores liv i byen. Derfor handler det om at kombinere attraktive blågrønne byrum med vilde naturoplevelser, sociale fællesaktiviteter og bæredygtige løsninger og dermed skabe en helt ny fortælling om, hvad livet i en by kan være, fortæller partner i SLA, Mette Skjold.

Reducerer behovet for dyre anlægsinvesteringer
I Bryggervangen og Skt. Kjelds Plads giver denne nye ’københavnerfortælling’ sig udtryk i særlige københavnske plantebiotoper, inspireret af blandt andet Utterslev Mose og Amager Fælled. Idéen er at bringe netop de funktionelle og æstetiske kvaliteter ind i byen og lære af den københavnske natur, hvordan man skaber det gode byliv.

- Projektet viser, hvordan innovative tekniske sikringer kan understøtte og spille sammen med at skabe attraktive nye områder i byen. Ved at designe løsninger, der bruger natur- og landskabselementer til at håndtere regnvand, kan vi kraftigt reducere behovet for dyre anlægsinvesteringer, fortæller divisionsdirektør i Alectia, Torben Franch.

Efter planen begynder anlægget af Københavns nye, grønblå uderum allerede til april næste år.

Bag projektet og konkurrencen står Københavns Kommune og Hofor.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078