23948sdkhjf

Svensk BIM-platform testes i Aalborg

Nyindretning af Aalborgs gamle spritfabrik projekteres ved hjælp af et digitalt redskab, som oprindeligt er udviklet til byggeriet af Karolinska-sygehuset i Stockholm.
100 studerende og repræsentanter fra førende byggevirksomheder eksperimenterer med digital energirenovering under De Digitale Dage, som netop nu løber af stablen i Aalborg.

Deltagerne skal i løbet af tre dage udvikle forslag til, hvordan man kan energirenovere 900 kvadratmeter malmlofter i byens gamle spritfabrik og indrette dem til nye attraktive kontormiljøer – uden at ændre bygningens arkitektoniske udtryk.

Som redskab anvendes en åben og databasebaseret cloud-platform, der er udviklet af Cad Q til byggeriet af Karolinska-sygehuset i Stockholm.

Baggrunden for at teste den svenske platform er, at samarbejde og effektivitet i BIM-processen typisk hæmmes af dels de manglende muligheder for at arbejde på tværs, dels en begrænset kapacitet til at håndtere store mængder data.

- Forventningen er, at vi med den svenske platform kan integrere hele byggeriets fødekæde i et mere smidigt og tværgående samarbejde, der kan styrke effektivitet og minimere fejlmulighederne i BIM-projektering, siger Kjeld Svidt, lektor på Aalborg Universitet og primus motor i afviklingen af De Digitale Dage.

Siden platformen blev introduceret, har den været anvendt til flere store projekter; herunder Skanskas byggeri af European Spallation Source i Lund og Veidekkes byggeri af Technology for Health i Stockholm.

Ifølge projektmanager Morten Strandgaard fra Cad-Q har erfaringerne været positive, og deltagerne i disse store projekter melder om styrket effektivitet og produktivitet gennem hele projekteringsfasen, færre fejl og mangler samt forbedrede muligheder for at integrere hele værdikæden i et fælles samarbejde.

De Danske Spritfabrikker i Aalborg blev i marts sidste år overtaget af entreprenørkoncernen A. Enggaard, som blandt andet har planer at indrette et oplevelsescenter og et mikrodestilleri i de bevaringsværdige bygninger.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078