LM Byg retter fokus mod hovedentrepriser
Ny afdeling skal køre virksomheden i stilling som hovedentreprenør på byggeopgaver med budgetter op til en kvart milliard kroner.
Netop nu deltager LM Byg A/S blandt andet i udvidelsen af Københavns Universitet i Njalsgade, hvor virksomheden opfører 48.000 kvadratmeter råhus
- Vores aktiviteter og brede egenproduktion inden for råhusbyggeri og anlægsentrepriser fortsætter uændret og udgør fundamentet for den nye afdeling, siger administrerende direktør og ejer, Carsten Mindegaard.
LM Byg har tidligere – i mindre omfang og på opfordring – påtaget sig opgaver i hovedentreprise. Men med etableringen af den nye afdeling går virksomheden nu ind i kampen om at koordinere, styre og gennemføre byggeopgaver med budgetter på op til en kvart milliard kroner.
Carsten Mindegaard har i løbet af de sidste to år styrket organisationen med erfarne specialister inden for styring af hovedentrepriser. Dette, sammenholdt med LM Bygs råhuserfaring og betydelige egenproduktion, stiller virksomheden stærkt i billedet, når bygherrer i stigende omfang efterspørger hovedentreprenører med færre underleverandører:
- Det er en klassisk udfordring for hovedentreprenøren at koordinere samarbejdet mellem en bred kreds af underentreprenører, der har hver deres spidskompetencer. Jo flere aktører, der deltager i en hovedentreprise, desto mere kompliceret bliver det, pointerer han.