Adserballe & Knudsen afslutter fængselsbyggeri
Entreprenøren har afleveret en ny cellebygning i Vestre Fængsel til Direktoratet for Kriminalforsorgen.
Begrænset plads på byggepladsen inden for hegnet og særlige krav i konstruktionen og indretningen ud over det sædvanlige, blandt andet er alle vinduer hærdet panserglas, har gjort byggesagen lidt speciel.
Adserballe & Knudsen vandt hovedentreprisen i en indbudt licitation og varetager primært projektledelse og murerentreprisen. Øvrige opgaver, blandt andet el, vvs, ventilation og cts, tømrerarbejdet, kloak, fundament og elementmontage udføres i underentreprise.
Arbejdet inden for hegnet betyder desuden, at håndværkerne skal sikkerhedsgodkendes og respektere særlige regler, mens de er på byggepladsen. Men det er byggeprojekt nummer to, som Adserballe & Knudsen udfører i Vestre Fængsel, så de særlige forhold er rutine.
Større forudsigeligehed bag hegnet
-Der er faktisk fordele ved at arbejde i fængslet, siger projektleder Dennis Kensø, Adserballe & Knudsen og fortsætter:
-Der er en større forudsigelighed i dette projekt. Når du møder om morgenen, kan du være sikker på, at materialer og maskiner ikke er stjålet i nattens løb. Der kommer ikke uinviterede ind bag hegnet. Men vigtigst er, at leverancer og underleverandører ved, de skal passe aftalerne. Ingen afvigelser. For en projektleder er det helt fantastisk.
Vestre Fængsel er fra 1895 og Danmarks største opført med en karakteristisk facade i gule teglsten med røde bånd. Den nye bygning adskiller sig helt bevidst fra den stil. Råhuset er opført i beton og de to nederste niveauer er skalmuret med en hårdt brændt Pedersen tegl. Øverste niveau beklædes med en let konstruktion i træ og zink, og tagpaptaget er fladt. I taget indbygges et stort ovenlysvindue.
Fakta om projektet
Hovedentreprise: Adserballe & Knudsen A/S
Bygherre: Direktoratet for Kriminalforsorgen
Rådgiver: Niras A/S
Arkitekt: Erik Møller Arkitekter
Byggeperiode: Juni 2014-marts 2015
Entreprisesum: 12,3 millioner kroner
Hovedentreprise: Adserballe & Knudsen A/S
Bygherre: Direktoratet for Kriminalforsorgen
Rådgiver: Niras A/S
Arkitekt: Erik Møller Arkitekter
Byggeperiode: Juni 2014-marts 2015
Entreprisesum: 12,3 millioner kroner