Hvem vil være jord og beton'er?
De unge står i dag i kø for at blive murer eller tømrer, mens struktøruddannelsen ikke står øverst på ranglisten over ”Hvad kan jeg blive?”. Efter nytår iværksættes en kampagne, der skal flytte fokus fra murerne og tømrerne til struktørerne.
- I struktørfaget har vi meget vanskeligt ved at rekruttere de unge. Faget har i dag lav prestige blandt de unge, og man forbinder ikke struktør-arbejdet med noget, som er særligt fantastisk, siger Louise Pihl, afdelingschef i Dansk Byggeri.
Uddannelsen har eksisteret i 15 år, men jord- og betonarbejdet er stadig præget af ufaglærte medarbejdere. 2% af de 20.000 struktører, der i dag slår deres folder i Danmark, er uddannede struktører. Og det er for lidt.
Derfor skal kampagnen være med til at skabe en interesse hos de unge og samtidig gøre op med myten om, at en struktør tilbringer størstedelen af sin arbejdsdag i mudder og pløre til knæene.
Kilde: Jyllandsposten